Klik og se annoncen

Af John Hansen

Flere unge fodboldtalenter fra Slagelse - primært i SB&I, men bestemt også B 73 - får lejlighedsvis mulighed for at prøve sig af i en større klub.

Eksempelvis i en Superligaklub som FC Midtjylland, FCK eller Brøndby.

I dag kan vi fortælle om en frisk 12-årig gut fra De Grønne i B 73, Vestbyen i Slagelse, som har haft en rigtig god oplevelse på den konto.

Uge Nyt skylder dog også generelt at bemærke, at man bør passe lidt på, for vi har også hørt om dårlige oplevelser hos nogle af de store klubber - for ganske unge håbefulde vestsjællændere, der drømmer stort, men også kan blive revet ud af deres vante, trygge miljø...

Blev kontaktet af Brøndby

Den kun 12-årige William Nilaus Hansen fra Slagelse, der til dagligt spiller for den lokale fodboldklub B73, blev inden sommerferien i år kontaktet af Brøndby IF, som havde set det unge fodboldtalent spille.

De ville gerne se ham til talenttræning for u-13 spillere i Brøndby IF til august. Et tilbud den fodboldglade dreng ikke kunne sige nej til.

Scouts fik øje på talent

Kort før sommerferien blev William Nilaus Hansens far, Thomas Hansen, ringet op af en repræsentant fra Brøndby IF's talentafdeling.

Han blev egentlig kontaktet i sin egenskab af at være årgangsansvarlig for u-13 i B73. Han blev derfor ekstra glad og overrasket, da det var sønnen William Nilaus Hansen, der blev spurgt til.

- Brøndby IF's scouts, som er dem der spotter talenter ude i klubberne, havde været ude at se et par af Williams kampe, og på baggrund af disse observationer ville de gerne se William til to prøvetræninger i slutningen af august, fortæller Thomas Hansen.

- William blev selvfølgelig rigtig glad og stolt. At blive tilbudt et talentforløb i Brøndby IF er rigtig spændende, når man er 12 år, fortæller Thomas Hansen.

Halvt års træningsforløb forude

De to prøvetræninger blev gennemført i slutningen af august, og Brøndby IFs talentafdeling har siden meddelt, at de gerne vil fortsætte samarbejdet.

Det betyder i første omgang et træningsforløb i Brøndby IF af ca. et halvt års varighed.

- Det kræver selvfølgelig, at vi investerer noget tid, da der jo er et stykke vej fra Slagelse til Brøndby, men den tid bruger vi gerne.

Det er jo Williams store ønske at udvikle sit fodboldtalent, og det støtter vi selvfølgelig fuldt ud', fortæller Williams mor Helene Dorthe Hansen.

- Han har altid sagt, at han vil være professionel fodboldspiller. Men det er der jo så mange drenge, der gerne vil i hans alder. Men dette er da et lille skridt i den rigtige retning.

- Vi glæder os til at se, hvad dette halve år i Brøndby kan bringe med sig, fortsætter Helene Dorthe Hansen.

Drømmer stort

William selv er meget begejstret, og han lægger ikke skjul på, at det er en anden form for træning, end den han er vant til.

- Det er nogle andre øvelser, og tempoet er højere. Alle vil vise, hvad de kan, og det gør bare træningen endnu bedre, beretter han.

- At jeg er blevet udvalgt til at være en del af Brøndbys talenttræning er super fedt.

Flere af Brøndbys nuværende superligaspillere har en baggrund i Brøndbys talentafdeling, også kaldet 'Brøndby Masterclass', så jeg drømmer selvfølgelig om, at det bliver mig en dag', fortæller en glad og stolt William Nilaus Hansen.

Fortsætter i B73

Ved siden af eventyret i Brøndby IF fortsætter William Nilaus Hansen med at spille på 1. holdet i B73 for u-13-drenge.

Holdet er i år rykket op i Mesterrækken, så der bliver helt sikkert masser af modstand og udvikling også i de hjemlige omgivelser.

Årgangen arbejder endvidere intenst på at tjene penge nok til at kunne deltage i Iber Cup i Barcelona i sommeren 2020.

Lykkes det, bliver det endnu en kæmpe oplevelse for det unge fodboldtalent fra Slagelse - og for hans lokale kammerater.