Klik og se annoncen

Til at opstarte et nyt eksperimenterende, innovativt miljø i Posthusets stueetage på Sdr. Stationsvej 26 i Slagelse, har Slagelse Erhvervscenter pr. 1. januar 2020 ansat Anne Gramtorp i en foreløbig 2-årig projektstilling som innovationskonsulent.

- Det sker i forlængelse af et ønske fra politisk hånd om, at vi her i huset forener det frivillige foreningsliv, uddannelsesmiljøet og erhvervslivet. Stueetagen på Posthuset skal være stedet, hvor man kan afprøve og bygge videre på sine tanker og idéer, der kan være med til at sætte skub i den lokale udvikling - et udstillingsvindue for nye initiativer og tiltag, som kan tiltrække eksperimenterende virksomheder og bygge bro mellem uddannelser og det etablerede erhvervsliv via arrangementer, workshops m.m., udtaler Per B. Madsen, erhvervschef i Slagelse Erhvervscenter.

Ideelt til et eksperimenterende miljø

39-årige Anne Gramtorp, der skal løbe projektet i gang, kommer fra en stilling som postdoc på Syddansk Universitet, hvor hun har arbejdet med innovation hos små og mellemstore virksomheder.

- Her har jeg hjulpet virksomheder med at skabe en innovativ kultur, sætte mål for deres innovation og overvinde udfordringer i innovationsprocessen. Jeg er ph.d. i entreprenørskab, motivation og vækst også fra Syddansk Universitet. Undervejs har jeg som konsulent arbejdet med erhvervscoaching og kreative processer for iværksættere, fortæller Anne Gramtorp, der bor i Roskilde med sin familie.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med innovation i stueetagen på det fine gamle posthus i Slagelse. Posthuset har dannet rammen for relationer mellem mennesker og udveksling af viden, når breve og pakker er blevet sendt og modtaget. Sådan vil det fortsat være. Netop relationerne mellem Slagelses mange virksomheder, uddannelsesinstitutioner og borgere, skal være grundlaget for et innovativt, kreativt og eksperimenterende miljø i Posthuset.

- Derudover har Posthusets stueetage det unikke potentiale, at der endnu ikke er nogle faste rammer eller etablerede normer. Det giver et ideelt mulighedsrum for at eksperimentere. Virksomheder kan her træde ud af rutinen, skoler og studerende kan tænke nyt i et rum hvor 'fejl' er en forudsætning for innovativ udvikling og hvor borgere i Slagelse kan mødes på tværs af dagligdagens ruter og få nye sociale netværk, slutter Anne Gramtorp.

Visit Vestsjælland flytter ind

Posthuset har netop gennemgået en større renovering, hvor hele 2. salen er blevet sat i stand. Her flytter VisitVestsjælland ind pr. 1. februar. Derudover er der blevet etableret kontorer med tilknyttede fællesfaciliteter, som kan lejes. Flere oplysninger om dette kan fås ved henvendelse til Slagelse Erhvervscenter.

Også i stueetagen er der blevet udført en række forbedringer, bl.a. nye vinduer, ny el og varme samt nye toiletfaciliteter. De rå og rustikke udtryk er dog bevidst blevet bibeholdt.

Udover de nye tiltag fra erhvervscentrets side, er det målet at stueetagen også skal rumme mindre virksomheder, herunder en socialøkonomisk virksomhed.