Klik og se annoncen

ABA Byg v. Allan Bo Andersen i Slagelse bliver pr. 1. februar en del af tømrerfirmaet Martin Larsen, Skælskør.

Allan Andersen har taget beslutning om at gå på pension, og han har derfor valgt at overdrage virksomheden til sin tidligere lærling, som han giver sine varmeste anbefalinger.

Allan Larsen går på pension efter snart 20 år som selvstændig tømrermester, hvor han har beskæftiget sig med alle former for tømreropgaver.

Samt en lidt særlig ting for et tømrerfirma: - Jeg har lavet mange badeværelser. Det har jeg altid godt kunnet li', smiler Allan.

Martin Larsen kender som nævnt firmaet indefra, og satte pris på læretiden, som var både alsidig og afvekslende.

- Jeg var Allans første lærling for 16-17 år siden og var efterfølgende også hos ham et stykke tid, fortæller Martin Larsen, som i 2007 etablerede sit eget tømrerfirma, hvor han af og til også har givet en hånd med hos ABA Byg, når der har været ekstra travlt.

Nu er han klar til de nye udfordringer.

- Jeg vil gøre hvad jeg kan for at leve op til det Allan har leveret til sine kunder. Jeg håber jeg kan løfte det samme, og yde den samme service, som han har gjort, understreger Martin Larsen.

Hvad overtagelsen af Slagelsefirmaet kommer til at betyde for Martin Larsens virksomhed, som p.t. tæller tre medarbejdere, er svært at sige på forhånd.

- Det kommer lidt an på, hvor mange kunder der følger med, men det betyder nok at jeg skal ud og finde en mand mere, konstaterer han.

Der bliver ikke tale om at overtage medarbejdere fra ABA Byg.

- Allan har haft op til 10 mand, men han har i et stykke tid vidst at han ville gå på pension, og han har derfor mandet ned i løbet af det sidste års tid.

ABA Byg har hidtil haft til huse på Korsørvej 85 i Slagelse, men her er ejendommen sat til salg, og Martin Larsen samler derfor virksomhederne på den eksisterende adresse: Guldborgvænget 20 i Skælskør.

Firmanavnet Martin Larsen bevares - men bilerne forsynes med ABA's logo, ligesom Allan Andersens telefonnummer og mailadresse følger med, så kunderne fortsat kan benytte de velkendte numre og adresser, når de har brug for en tømrermester, som udfører alle former for tømrerarbejde m.m.

Se evt. mere på www.tmlbyg.dk