Klik og se annoncen

- En utrættelig ildsjæl, en rigtig Slagelsedreng og en superflink fyr.
Det var blot nogle af de mange hædrende ord fra Jesper-formand Peter Tingsgaard, da Jacob Berger Frederiksen, formand for Slagelse Garden, lørdag blev valgt som Årets Jesper i Slagelse.
Det skete på et tætpakket Fisketorv, i nydeligt sensommervejr, og til et begejstret bifald, ikke mindst fra de fremmødte grøn-gule medlemmer af Slagelse Garden, som traditionen tro var en del af Jesperkåringen.
- Faktisk er der tale om en jubilæumsudnævnelse, da du bliver ”Jesper nr. 40”. Og det sker ovenikøbet i det år, hvor du selv fylder 40 og året efter at Slagelse Garden havde 40 års jubilæum, lød det fra Jesperformanden.

- Der vel ingen tvivl om, at Slagelse Garden udgør en meget stor del af dit liv. Engang var du selv iklædt gult og grønt, og spillede trommer og trompet i det fællesskab, du nu knokler for at bevare og udvikle. Her mødte du din hustru, Møjser – for selvfølgelig måtte det blive en garderpige, der løb med dig. Og mon ikke også dine sønner, Tommy og William, en dag er klædt i grønt og gult.

Da du på grund af din alder, ikke længere kunne beholde din plads i gardens orkester, forsatte du dit engagement i kulissen. Som bestyrelsesmedlem og siden 2005 som formand.
Et højdepunkt var da Slagelse Garden sidste år blev Danmarksmestre for harmoniorkestre.
Dagens Jesper-kåring satte sit præg på bymidten allerede fra morgenstunden, hvor medlemmer af Jesperforeningen gik gennem byen sammen med Slagelse Garden og dansere fra Believe Dance, mens der var underholdning fra scenen på Fisketorvet.
Efterfølgende blev Jacob Berger Frederksen hentet op på scenen, hvor han blev udnævnt og iklædt den karakteristiske bowler og det røde halstørklæde, ligesom han fik overrakt statuetten af P.W. Jespersen.
Jacob Frederiksen takkede for valget.
- Det er en stor ære for mig at blive valgt og blive medlem af en så farverig og spændende forening af mennesker.
Kåringen blev efterfulgt af mere underholdning, bl.a. v. Nikolaj Selandi og Simone Sahin Egeriis.