Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Den 10. april fylder Yvonne Nielsen, indehaver af Butik Mille i Skælskør, 60 år, og hun havde glædet sig til at fejre dagen sammen med kunderne den 11. april. Sådan bliver det så ikke, i stedet kæmper hun, ligesom de fleste andre butiksejere i øjeblikket, for at holde en bare nogenlunde fornuftig omsætning i forretningen.

- Jeg havde regnet med en stor festdag med kage og bobler til kunderne. En dag hvor de også kunne få op til halvdelen af min alder i rabat, men med de tider vi er i, så må de have det til gode. Men jeg lover, at jeg arrangerer noget, når det igen bliver muligt. Det bliver en noget anden fødselsdag, end jeg havde planlagt, men det vigtigste er, at folk er raske og friske, siger Yvonne.

Shopping efter aftale

Yvonne Nielsen valgte faktisk at lukke butikken ned, da restriktionerne i forbindelse med CORONA-situationen blev meldt ud, men hun giver kunderne mulighed for at handle efter aftale eller kigge forbi, når hun alligevel er i butikken.

- Det er et lille lokale jeg har, så det kan ikke nytte noget, at jeg har åbent for alle, som jeg plejer. Efter aftale med myndighederne, lukkede jeg ned, så man nu kan skrive eller ringe og aftale et tidspunkt, og så kommer jeg og åbner. På Facebook melder jeg også ud, hvornår jeg er her selv, og så kan jeg lukke én kunde ind ad gangen. Jeg leverer også gerne ud i Skælskør og omegn eller sender varerne. Jeg er bare så taknemmelig for de kunder, der stadigvæk er her.

Bruger Facebook

Det er ikke kun fødselsdagsfejringen Yvonne Nielsen har måtte udskyde. Den 2. april skulle de nyeste sommervarer have været præsenteret ved et modeshow, men i stedet forsøger hun at vise de nyeste varer på Facebook.

- Der kommer løbende opslag på butikkens Facebookside, så man kan følge med der. Jeg arbejder også med en idé om at lave et live-modeshow på Facebook i maj, hvis vi må det til den tid. Det er mærkeligt at gøre tingene på den måde. Jeg har haft min lille butik i 12 år nu, og jeg glæder mig bare til kunne åbne rigtigt og se alle mine kunder igen.