Klik og se annoncen

Det er næsten så solen bryder frem på en regnvejrsdag, når man ved indgangen til Cirkusland i Årslev lige udenfor Slagelse bliver budt velkommen af en storsmilende og veloplagt indianerhøvding, med fuld krigsmaling og alt i høvdingeudstyr. Man får faktisk lyst til at hænge ud med Høvding Talende Vandfald.

Det er der her i sommerferietiden mulighed for hver eneste dag: frem til d. 6. august holder Cirkusland åbent alle dage kl. 10-16.

LÆS OGSÅ: Charmaine Berdino nomineret til talentpris

I år er fjerde sæson med Suzanne Berdino som parkchef. Sammen med sin mand Daniel og døtrene Stephanie og Charmaine, samt Brian - den muntre høvding - og et velfungerende og imødekommende team, er hun omdrejningspunktet for aktiviteterne i den helt unikke park.

- Der findes ikke noget tilsvarende, så vidt jeg ved heller ikke i udlandet, fortæller parkchefen, som også oplyser at Cirkusland igen i år byder på fine nyheder.

- Vores attraktioner er i allerhøjeste grad vores shows. Det er det vi kan og det vi er gode til, og det er der vi skiller os ud fra andre parker. Samtidig er det afslappet - hvis børnene får lyst til noget andet undervejs, går man bare ud - og vender tilbage igen, hvis man får lyst til det.

Det betyder ikke at de optrædende slækker på disciplinen. - Om der er ti eller tusind mennesker, er det de mennesker der er her, der er de bedste - og de skal ha' den bedste oplevelse. Det har min far lært mig, og det har jeg lært mine børn og mine ansatte, understreger Suzanne Berdino.

- Det er en passion. Vi er glade for at vi stadig må lave det, vi elsker over alt på jorden.

Nye shows og ny westernby

Der er her i sommerferien nye shows hele vejen rundt, og man kan også opleve stedets nye westernby, som spejdere opførte i forbindelse med en landslejr ved Silkeborg.

- Vi købte byen og har siden bygget husene op og gjort dem 'levende' - så man kan gå ind på hotellet, besøge guldvaskeriet og for et lille beløb få sit guld smeltet om til en guldmedalje. Byen har også bedemand, sherif, saloon, telegrafkontor m.m.

I det hele taget har Cirkusland fået en make-over hele vejen rundt.

Selve cirkusrummet med den store manege er blevet indrettet mere autentisk, så folk virkelig føler at de her er kommet rigtigt i cirkus.

Søløveområdet har fået ny scenografi og er blevet til piratområde, og de populære funballs, hvor man kan gå på vandet, er blevet udskiftet med helt nye, store luftbolde med plads til to personer i hver.

- Vi har ikke nogle store 'farlige' forlystelser. Vores 'vildeste' forlystelse er nok vores nostalgiske luftgynger, smiler Suzanne.

Man kan køre i karrusel og i mooncars, skyde med flitsbue, besøge cirkusmuseet og måske prøve nogle af de mange sjove udklædningsting, eller melde sig til artistskolen, hvor cirkusartister underviser børnene.

Undervejs kan de voksne slappe af og sidde og drikke en kop kaffe, mens børnene løber rundt og prøver de forskellige ting. Cirkusland har også en Bistro.

- Vi bestræber os på at vore madpriser skal være, så alle kan være med. Tidligere har vi udelukkende haft fastfood, men i år har vi også frisksmurt smørrebrød, flæskestegssandwich m.m., så der er lidt for enhver smag.

Og så kan man oven i købet være så heldig at få langet sin mad over disken af en ægte cirkusartist.

- Man kan sagtens få en hel dag til at gå, smiler Suzanne Berdino. Det gælder også selv om sommervejret bliver lidt for dansk.

- Westernshowet er udendørs, men hvis det regner flytter vi det bare ned i manegen. Så man går ikke glip af noget.

Der er også mulighed for både at se staldene og opleve dyrene under træningen.

- Vi gør ikke noget, der ikke tåler dagens lys, og der er aldrig spærret af.

Selv om stedet er pænt besøgt på en onsdag juli-formiddag med jævn støvregn, så parkchefen meget gerne flere besøgende.

- Det vi kæmper allermest med er at folk skal vide, vi er her, fortæller Suzanne Berdino.

- Vi vil så gerne ha' at de lokale skal synes, det er en god idé vi er her, og at de vil bakke op om det og bruge os - ligesom vi bruger de lokale virksomheder.

Denne sæson er der for 119 kr. adgang til samtlige aktiviteter, shows og forlystelser, og parkering er gratis.

Adressen er: Cirkusland, Årslevvej 6, 4200 Slagelse. Se evt. mere på www.cirkusland.dk eller på Facebook.