Klik og se annoncen

Tekst: Lene H. Augustsen

Projekt: Alle odds var egentlig imod en succesfuld start på de to dages skriveforløb, som eleverne fra 8. årgang på Skælskør Skole tog hul på i sidste uge. Det var nemlig den første dag efter en lang juleferie, da eleverne skulle møde på Skælskør Bibliotek klokken 8.00 om morgenen, for at høre om genretræk, interviewteknik og lysindfald ved portrætfotos. Umiddelbart kunne det være endt med høje snorkelyde fra forsamlingen eller det stik modsatte; uro og larm. Men til trods for nogle lidt søvnigt udseende teenagere, så var det en interesseret flok der lyttede opmærksomt, da avisens journalist og kreatør af denne artikel, fortalte om, hvordan man kan gribe et interview an, når der skal skrives et fængende portræt.

Efterfølgende fik eleverne mulighed for at overvære teorien i praksis, da Hans-Jørn Andersen fra Korsør Bykontor og Kulturhuset i Korsør, velvilligt havde stillet sig til rådighed for et 'liveinterview'.

Da en vellykket portrætartikel også består af et eller flere gode billeder af interviewpersonen, fik eleverne også nogle hurtige fif til at tage flottere billeder med deres telefon. Det var Troels Mathiesen fra Troels Mathiesen Film og Foto, der tog sig af den del, og så var alle i den store flok af 8. klasses elever klar til at kaste sig ud i at lave deres egne interviews.

De rigtige interviews

På Rådmandscentret i Skælskør ventede en gruppe af brugere spændt på at lade sig interviewe. De havde sagt ja til at være med i projektet, og var klar til at tage godt imod de unge mennesker.

Eleverne skulle interviewe seniorerne inden for et af følgende emner:

'Et langt liv' - â??Mit bedste minde' - â??Mit bedste råd' - â??Barndom'.

Det kom der mange gode snakke og historier ud af, og skrivearbejdet kunne begynde.

- Det er gået over al forventning, og det var en fornøjelse at opleve kontakten mellem eleverne og deres interviewpersoner. Det er en fantastisk måde at arbejde med portrætartikler på, og det gør det meget håndgribeligt for eleverne, når de får lov til at afprøve det for alvor. Artiklerne skal hænge på Rådmandscenteret i en periode, og det betyder at eleverne gør sig ekstra umage med opgaven, fordi artiklerne rent faktisk skal bruges til noget, siger Birthe Nielsen, der er den ene af de to lærere bag skriveforløbet.

Den 22. januar skal portrætartiklerne være færdige, for der besøger eleverne igen Rådmandscentret, hvor de læser portrætterne for interviewpersonerne.

Efterfølgende vil nogle af artiklerne også kunne læses her i avisen.