Klik og se annoncen

SKÆLSKØR:Skælskør Kunstforening har lørdag den 17. august klokken 13.00 fernisering på en soloudstilling med Mia-Nelle Drøschler i Magasinet i Strandgade. Og det er værd at lægge godt mærke til denne spændende kunstner. For udstillingen er kun det første, vi i Skælskør kommer til at kende til hende. For i ugerne op til Kulturel Folkefest vil hun også udsmykke den tunnel under Norvejen, som er nærmest Nytorv.

Mia-Nelle Drøschler er uddannet fra Goldsmiths Fine Art i London i 2010, og har siden udstillet på gallerier og kunstinstitutioner i England, Skotland, Tyskland og Danmark. I dag har hun atelier på den gamle flyvestation i Værløse, der i dag hedder Filmstationen.

Maleri, performance, installation, tekst og tegning er omdrejningspunktet i hendes kunstpraksis, hvor hun undersøger et indre psykologisk billedrum, ofte med referencer til sin egen historie og erindringer. I mange værker stammer inspirationen fra egne drømme, som hun ser dem, når hun igen er vågen. Hun er optaget af det psykologiske, af underbevidstheden og af den kultur, der er referencer til i den indre biograf. I nogle af værkerne indgår poesien som en aktiv del, men værkerne tager nærmest altid udgangspunkt i kunstneren selv. Men det selvcentrerede forvandler sig til det kollektive i takt med, at beskueren spejler sit eget liv og følelser i værkerne.

En markant farvepalette er kendetegnet på tværs af alle medier, da det for Mia-Nelle Drøschler er tæt forbundet med de allerinderste følelser. De stærke farver går igen både i malerierne, hvor hun skildrer natur og detaljerede blomsterbilleder, men også i dem, hvor hun genbesøger steder fra sine erindringer. I et par store værker på udstillingen har hun således malet stuerne på Frederiksborg slot, hvor hendes bedsteforældre arbejdede som rengøringsfolk, og som hun derfor genkalder sig ned til de mindste detaljer i et organisk og svulstigt sansebombardement.

På udstillingen i Magasinet, der vises fra den 17. august til den 15. september, vil der være værker fra de sidste fem år, hvor det især er interessant at lægge mærke til den kunstneriske udvikling i perioden. Fra det mere enkle flademaleri og til det mere ekspressive og detaljeorienterede.

I ugerne op til Kulturel Folkefest vil Mia-Nelle Drøschler desuden lave en permanent udsmykning af den ene tunnel under Norvejen. Kunstværket bliver til med inspiration fra naturen omkring tunnelen. Flügger Farver i Skælskør sponsorerer materialer.

Kig forbi og se hende arbejde - eller kom forbi fredag aften til Kulturel Folkefest, hvor Mia-Nelle Drøschler står for to performances, som spiller sammen med det nye kunstværk. Se de præcise tidspunkter i programmet for Kulturel Folkefest.