Klik og se annoncen

Tekst og foto: Steen Andresen

Det blev en både spændende og tæt første kvartfinale for TS Skælskør i tirsdagens kamp mod Aarhus AB. I herresingle spillede Marc Caljouw op til sit bedste og slog den danske ranglistes nummer to, Anders Antonsen, i to sæt (21-15, 23-21). Line Kjærsfeldt var overbevisende i damesinglen mod Trine Villadsen, som hun slog i to sæt (21-11,21-12). Anden herresingle var en overbevisende sejr til den finske mester Kalle Kaljonen over Martin Bundgaard 21-10, 21-6.

Herredoublen med Kim Astrup og Søren Gravholt fik rigtig godt fat fra start, og skulle have sluttet fighten i to sæt, men så gik det galt, og de tabte i en tresetter med cifrene 21-18, 20-22, 14-21. Damedoublen var afgjort på forhånd, da TS ikke kunne stille spillere, og i mixdouble tabte Scott Evans og Selina Piek med bravour i to sæt til Ben Lane og Jessica Pugh med 16-21, 17-21.

Resultatet 3-3 gør, at det nu er i Aarhus mandag den 26. før påske, at det afgøres, hvem af de to hold, der er i semifinalen, hvor første kamp spilles den 3. april.

Stillingen i Badmintonligaen er p.t., at Højbjerg og Skovshoved hver har 3 points, mens TS Skælskør, Aarhus AB, Greve og Vendsyssel hver har 1 point.

I bunden ligger Solrød Strand og Gentofte uden point.