Klik og se annoncen

Byggeri: Det var et positivt udvalg, som for nylig blev præsenteret for et nyt skitseprojekt for den tidligere højskolegrund samt nabogrunden på Møllebakken i Skælskør. Projektet lægger op til, at der kan bygges omkring 100 boliger på grunden. Men før udvalget tager stilling til projektet, skal arkitekterne tilbage til tegnebordet og kigge på blandt andet arkitekturen og materialevalg.

'Grunden ud mod fjorden er en de flotteste i hele kommunen, så det er vigtigt, at det, der bliver bygget her, passer til Skælskør. Vi skal have noget, der er visionært, men det skal også være i harmoni med grundens historie og passe til en hyggelig købstad som Skælskør. Derfor er vi nødt til at vide, hvad det er, vi siger ja til,' siger Steen Olsen (A), medlem af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Skitseprojektet, som er udarbejdet af Urland Arkitekterne i samarbejde med forvaltningen, giver mulighed for, at der kan bygges en kombination af klyngehuse og moderne lejligheder indtil to etager på grunden. Udvalget har bedt om, at arkitekterne kigger nærmere på, hvilke materialer der skal bygges med, så byggeriets arkitektoniske udtryk kommer tættere på det nuværende højskolebyggeri og Utzons Romerhuse i Helsingør. Mulighederne for at bygge en enkelt højere bygning end de øvrige på den sydvestlige del af grunden skal også undersøges.

'Det er et rigtig flot projekt, hvor en mulig højere bygning fra arkitekternes side er tænkt som et vartegn for og byport til Skælskør. Men vi skal have undersøgt mulighederne ordentligt, før vi tager stilling til, om det er en god ide,' siger Knud Vincents (V), næstformand Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Inden byrådet lægger sig fast på en mulig lokalplan for området, er hele udvalget enige om, at der skal være en offentlig proces og høring, hvor borgerne bliver inddraget.