Klik og se annoncen

Roning: I strålende solskinsvejr mødte ca. 50 medlemmer op til den traditionsrige standerhejsning. En begivenhed der markerer, at det nu igen er tid til at ro.

Efter formandens velkomst blev en havkajak døbt 'Gråsælen' af Peer Letholm. Herefter blev standeren på klubbens tag hejst af den ældste aktive roer, Thor Hansen på 82 og den yngste tilstedeværende roer, Jacob Enkebølle på 14.

Efter hurraråb gik tre friske roere ombord i en inrigger, nemlig Peter Birk Nielsen, og Else og Per Rasmussen. Der var ret blæsende, men båden rundede da lige havnen. Herefter var der kaffe og kage i klublokalet, som var fyldt til bristepunktet.

Planer om udvidelse

Pladsproblemer er da også en af grundene til, at klubben nu har påtænkt en udvidelse af klublokalet, et nyt træningsrum, og nye badefaciliteter. Det er et projekt til mere end 1.1 million kroner plus en masse frivillige arbejdstimer. - Vi har naturligvis håndværkere til en stor del af byggeriet, men for at holde omkostningerne nede, er vi så heldige at have mange friske og velvillige medlemmer, der er klar til diverse opgaver, siger formand Margit Geil.

Skelskør Roklub har selv et pænt beløb, men det er nødvendig at indhente godt kr. 600.000 via fonde og sponsorer.

- Det er vi i gang med nu, og vi håber selvfølgelig det lykkes. Der er ingen tvivl om at klubbens medlemmer alle ser frem til forhåbentlig bedre forhold, som kan styrke det gode fællesskab i klubben, siger Margit Geil.

Åbent hus og aktiviteter på Havnens Dag

Skelskør Roklub holder Åbent Hus for unge kajakroere (ca. 12 - 16 år) onsdag den 15. maj kl. 16 - 17.30. Her kan kommende roere få et indblik i kajakroningens glæder, og en tur på vandet. De kan møde trænerne og høre om klubben. Man kan bare møde op. Hvis man har et ungt menneske, som gerne vil ro, men man har ikke mulighed for at komme den 15. maj, kan man ringe til formanden på 20144230 og aftale andet.

I forbindelse med Havnens Dag lørdag den 25. maj har Skelskør Roklub Åbent Hus mellem 11 og 13. Her kan alle, uanset om de er til inrigger eller kajak, komme og få en prøvetur, eller bare få informationer om hvor dejligt det er at ro. Man får frisk luft, god motion, dejlig natur og et godt fællesskab. Så det er bare om at komme med. Voksne, der er interesserede i at komme til at ro, men ikke kan møde op den 25. maj, er også velkomne til at ringe til formanden. Skelskør Roklub har også et weekend-havkajakkursus den 15. og 16. juni, hvor der er få pladser tilbage.