Klik og se annoncen

Skælskør: Onsdag den 12. juni kl. 19.00 er der lagt op til fejre den lyse tid i Sognegården, Skovvej 1, Skælskør.

Det sker ved en café-aften, hvor første del er præget af fællessang under ledelse af Bent Påske. Kilderne til sangene er mange. Hvor sognegårdens mest benyttede sangbog året igennem er Højskolesangbogen, får den denne gang selskab af sange fra en større bredde af kilder, heriblandt gamle populære kendinge. Der falder også et par soloviser af fra sangledernes side. Ud over virket i menighedsrådet er Bent Påske bl. a. korleder for Slagelsekoret, så man kan sige, at der er sammenhæng i interesserne.

Midtvejs er der en pause, hvor der bydes på en forfriskning, og så overtager to lokale musikere, Mogens Jensen og Jens Køie, scenen.

De er blandt egnens allermest kendte 'spillemænd', og er bl.a. husket for, gennem mange år, at have sat præg på jazzmusikken. Denne aften viser de også en anden side. De har ved deres ugentlige musiktræf kastet sig over svenske viser, som gør sig ganske godt med violin og klaver. De har lovet også at give eksempler fra den genre.

Til denne aften med sang og hyggelig samtale er der gratis adgang. Dog er det muligt at vise sin anerkendelse ved udgangen, hvor der kan lægges et bidrag til menighedsplejens vigtige arbejde.

Sognegården har mange funktioner. Her varetages bl. a. sognenes administration, korprøver og konfirmandundervisning. Dertil kommer en række aktiviteter, hvor i høj grad frivillige tager en tørn for at skabe aktiviteter, hvor alle bydes velkommen.