Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Skælskør: Alis og Hans Rasmussen kommer fra Korsør og var egentlig gået på pension, da de tjekkede ind på Skælskør Nor Camping, hvor Carsten Jensen er lejrchef. Her faldt blikket på den tidligere restaurant, som har stået lukket gennem to år.

- Vi så stedet var tomt, og syntes det var synd. Så fik vi at vide at vi kunne da bare lukke op, smiler Alis.

- Vi tænkte længe over det, med den alder vi har. Jeg bliver snart 70 og Hans er 71, fortæller Alis.

- Men vi har svært ved at sidde stille - eller måske er det mest mig. Der skal ske noget! Og jeg har altid fået gang i det jeg har haft med at gøre.

Og nu er parret klar til at servicere Skælskør og omegn med blandt andet smørrebrød, dagens ret og burgere med brun sovs. - Det kan man ikke få andre steder i Skælskør.

Spørger man Alis om hun er god til at lave sovs, er svaret et klart og tydeligt ja!

- Jeg laver mormor-sovs, som kan hænge ved kartoflerne. Jeg er til gammeldags mad.

Smørrebrødsforretning og Reersø Camping

Alis og Hans er gift på 12. år. - Så vi er stadig nyforelskede, det er skønt, konstaterer Alis.

Begge er erfarne indenfor levnedsmiddelbranchen.

- Vi har blandt andet haft smørrebrødsforretning på Torvet i Korsør. Og så har vi haft Reersø Camping, hvor vi også havde mad.

I Kildehuset er der inden døre plads til 25 gæster og 25-30 udenfor. Men i første omgang må Alis og Hans grundet nedlukningen begrænse sig til take away. Bl.andt andet også til de mange, som kommer og går tur i skoven, de får her mulighed for at supplere med kaffe og kage. Menuen annonceres blandt andet på facebook

- I starten har vi åbent alle dage. Nu kommer påsken, og så må vi se hvordan det går, siger Alice, som ikke lægger skul på at hun glæder sig til genåbningen efter den seneste coronanedlukning: - Så vi kan få et liv igen!