Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Skælskør: På Skælskør Skole er man så begunstiget at en gruppe frivillige seniorer hver uge hjælper til i udvalgte timer. Nogle hjælper skolens yngste med at knække læsekoden, andre hjælper med at udfordre de ældste og dygtigste elever i matematik og sådan har hver senior sin rolle i skoledagen, et par timer eller flere om ugen.

For at takke for indsatsen havde Sparekassen Sjælland i Skælskør for nylig inviteret de mange frivillige til nytårskur på Danmarks Busmuseum, der jo netop ligger i Skælskør. Her tog museumsleder Ole Vang imod de 11 fremmødte, viste dem rundt på museet og fortalte om de forskellige busser og museets arbejde. Herefter blev der budt på champagne og kransekage.

Snakken gik lystigt ved bordene for i hverdagen ser de frivillige seniorer faktisk ikke hinanden så tit. Derfor var det en kærkommen lejlighed til at udveksle erfaringer og hyggesnakke om løst og fast.

'Det var et flot arrangement,' siger Joan Ejsted fra Skælskør Skole, der er koordinator på seniorprojektet. Hun er glad for at de frivillige seniorer på denne måde fik en lille tak for en stor indsats.