Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Skælskør: Det var svært at få døren åbnet til salonen sidste fredag aften ved 19-tiden. Der var kaldt til mindeaften for trubaduren Kim Larsen, tolket af guitarist og korleder Lars Sørensen.

Og man må sige, at der mødte avisens udsendte et tæt proppet lokale med omkring 70 kvinder og mænd i alle aldre, der medrivende sang, nynnede og vuggede til de kendte toner og ord fra en gennem en hel generation populær og elsket sangskriver og sanger.

Og det var en bred vifte af Larsens melodier og sange, de alle kom igennem.

Engageret og dygtigt spillet af Lars Sørensen, der fik publikum med i de omkring 3 timer mindekoncerten varede.

Naturligvis afbrudt af pauser med kaffe og kiksekage, varemærket for byens kulturelle mødested og café, Salonen.

Vi fik hørt det, vi ville

Guitaristen stod på en kvadratmeter i et hjørne af lokalet med publikum tæt under den vibrerende guitar, der fik Salon-tonen at mærke, som når Kim Larsen gav den hele armen på sine mange koncerter. Vi fik set det, vi ville, vi fik hørt vores melodi!

Jo, den nerve havde Lars Sørensen også hin aften i Salonen på Skælskørs hovedgade.

En værdig og varm hyldest til en kunstner, der fyldte og fylder meget i alle generationer.

En aften i et lille lokale, hvor det var sangen og musikken, de 70 havde tilfælles og var samlet om.