Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

Indsamling: Der venter borgerne i Skælskør og omegn en oplevelse, som hele verden mærker, hvis de siger JA til at samle ind for Røde Kors søndag 6. oktober.

Det bliver nemlig en gåtur, der vil gøre verden til et bedre sted.

Herhjemme vil nogle af de indsamlede midler gå til sygdomsramte hjemløse, så de ikke bliver udskrevet til gaden, og voldsudsatte kvinder, der har været på krisecenter, fortæller Leif Borregaard Hansen fra Røde Kors Skælskør afdeling.

En del af pengene fra indsamlingen vil blandt andet også gå til de mange familier i Yemen, der ikke har råd til mad og medicin.

Efter mange år med borgerkrig er Yemen ramt af verdens største humanitære katastrofe, og 24 millioner har brug for hjælp.

Andre af de indsamlede penge vil nå familier i Mozambique, hvis hjem er blevet skyllet væk efter den voldsomme cyklon Idai, og oversvømmelserne der fulgte.

Positive oplevelser

Men det bliver også en gåtur med mulighed for en masse sjove og gode oplevelser for indsamlerne.

Et JA til at samle ind 6. oktober kan for eksempel bruges til at tage børnene med og give dem perspektiv på verden.

I Skælskør og omegn håber indsamlingsleder Leif Borregaard Hansen, at mange borgere vil sige JA til at melde sig som indsamlere.

Efter indsamlingen mellem klokken 13 og 14 får du lejlighed til i Sparekassen Sjællands lokaler på Algade 18 i Skælskør at mødes med andre indsamlere over en kop kaffe eller en vand.

Diplom

Du får her et diplom, der viser, hvor mange penge du har indsamlet. En indsamler samler typisk 1.000 kr. ind. For de penge kan Røde Kors eksempelvis give: 6 måneders støtte til en voldsudsat kvinde og hendes børn i Danmark, eller 365 dage med rent drikkevand til 37 mennesker i nød, eller mad til en hel familie i fire måneder i et katastrofeområde, eller presenninger, der giver 10 familier ly og beskyttelse mod vind og vej eller varme tæpper til 20 katastroferamte børn.

Og det er vel værd at gå efter!

Så meld dig som indsamler hos Røde Kors i Skælskør. Skriv eller ring til Leif Borregaard Hansen tlf. 61 67 54 58 eller mail: leif@lisaogleif.dk eller tilmeld dig på www.rødekors.dk/indsamler eller telefon 7010 0000.