Klik og se annoncen

Kulturdage: En mere stemningsfuld åbning skal man lede længe efter. Torsdag ved 13-tiden stimlede øboere, sommerhusgæster og andet godtfolk sammen ved øens gul-kalkede forsamlingshus i Omø By. Dannebro vajede smukt mod den klare blå himmel, og med deltids-øbo Pia Raug i spidsen blev nordens ældst kendte folkevise: 'Drømte mig en drøm i nat', sunget både en- og flerstemmigt gentagne gange efter hinanden.

En melodi, som gik godt i tråd med årets tema ved Omø Kulturdage - nemlig vikinger! Teksten er oprindelig skrevet med runer, og nogle vil kende visen fra DR, som i en årrække brugte den fine vise om lighed og retfærdighed som deres pausesignal. I sig selv meget passende, da Omø Kulturdage på sin egen måde er en tiltrængt pause fra hverdagens stress og larm, hvor samvær og sammenhold i stedet bliver sat i højsædet.

Velkommen til Skatteøen

Til de melodiøse og stemningsfulde toner af forventningsfuld fællessang, blev øens 'guirlande' af bogstaver, der tilsammen danner ordene: Omø Kulturdage, hængt op langs forsamlingshuset. Formand for bestyrelsen bag Omø Kulturdage, Lise Lotte Luukkanen, bød derefter velkommen til 'Skatteøen' - et tema inspireret af det imponerende fund af en søvlskat med omtrent 1000 år på bagen, der blev fundet på Omø i september 2015.

Et fund der blev gjort på Hans Peder og Mona Toftes marker. Marker som Hans Peder Tofte som landmand har dyrket i mere end 60 år - men 2016 skulle altså være året, hvor den helt store skat lod sig finde.

Spor fra fortiden

At der havde været nogen før ham på hans jorder, har Hans Peder Tofte nu vidst i mange år. Som ung, da han var hjemsendt fra militæret, fandt han i 1967 en imponerende langbue på over to meter, da han var ved at grave en hegnspæl ned. Og før det var der dukket nogle mindre sølvsmykker op, som Hans Peder Tofte ikke på det tidspunkt gav meget opmærksomhed. Langbuen havnede i første omgang i brændestakke, men blev dog reddet fra bål og brand i sidste øjeblik.

Dejlige ø-sysler

Men tilbage til nutiden. Torsdag fortsatte efter åbningen med ristning af runer, bagning af fladbrød, ridning på islandske heste og meget andet. I år havde bestyrelsen valgt at holde fast ved Omø By som omdrejningspunkt, modsat sidste år hvor kulturdagene blev afviklet ved tre forskellige lokaliteter på øen. En god idé, der viste sig at være for besværligt at organisere.

Som altid er musik i forsamlingshuset et fast punkt på dagsordenen, når der er Omø Kulturdage - i år ingen undtagelse. De tre aftenen stod henholdsvis Rugsted og Kreutzfeldt, Øboriginals og Mike Tramp på scenen. Fællesspisning er også et af de faste punkter, og som altid stod Gustav Hansen, der oprindelig er omøer, bag grillen alle tre dage, hvor han grillede både lammekøller, lakseside og pattegris.

En gave til Omø

'Omø Kulturdage er både en gave til øen og til os besøgende', lød det blandt andet fra Naja Mikkelsen, der er kommet på Omø i hvert fald de sidste 20 år. Hun bor til daglig i København, hvilket tilsyneladende mange af de besøgende til Omø Kulturdage gør. I hvert fald talte undertegnede både med gæster fra Lyngby, Dragør og København. Gæster, der for de fleste vedkommende har tilknytning til Omø på en eller anden måde - om det så er familiært, barndomsferier, sommerhus eller lignende.

Mere end deltids-øbo

Det gælder også Pia Raug, der både sang for ved åbningen og igen ved senere lejligheden i løbet af de tre dage.

'Min far boede på Omø i over 30 år, og jeg havde så småt lovet ham, at jeg ville overtage hans lille husmandssted. Et løfte, som jeg ikke helt selv troede, at jeg ville holde, men da jeg så kom herover at bo, ændrede det sig, og i dag er jeg nok en del mere end deltids-øbo', fortæller Pia Raug, der faktisk ikke kom så ofte på øen, da hendes far boede dér. 'Min far og jeg fyldte nok lige meget, og øen var lidt for lille til os begge', fortæller Pia Raug, der også til daglig er københavner.

Godt at se dig

'Allerede når man går om bord på færgen, ændrer stemningen sig', fortæller Naja Mikkelsen, der hvert år oplever at blive mødt med et 'hej og godt at se dig', når hun ankommer. 'På hvor mange færger sker det lige', spørger hun retorisk. Og, ja selv som udenforstående mærker man det. Stemningen er afslappet, imødekommende, hjertelig og rummende.

'Jeg planlægger simpelthen min ferie efter Omø Kulturdage', lød det fra en af gæsterne fra København, og ja - det er der vist al mulig grund til at gøre.