Klik og se annoncen

Labyrint: Hvem kender ikke følelsen af at stå på et gadehjørne og ikke ane hvad vej man skal gå for at nå tilbage til kendte steder? Nogle finder følelsen foruroligende, andre fascinerende.

Søndag den 8. september mellem 10 og 15, kan hele familien komme ud i naturen og udfordre retningssansen i en majslabyrint, hvor man blandt de høje majsplanter kan få følelsen af at være "blevet væk" uden at man er "farligt væk".

Efter turen gennem majsen er der smagsprøver på den lækre gourmetmajs til alle, og der er mulighed for at købe grillet majs, grillpølser og lidt at drikke. Overskuddet fra salget går til et velgørende formål i Skælskør.

Høstmarked med lokale producenter

På høstmarkedet har de lokale producenter deres grøntsager og andre afgrøder med, så man også kan få sund mad med hjem.

I teltet bliver delt smagsprøver på nogle af de retter, som man kan tilberede af de sunde råvarer.

Det hele foregår på Teglværksvej, et par hundrede meter efter planteskolen. Det er gratis at deltage, og hver hele time trækkes der lod om præmier sponseret af Thorsbjerggaard, Skælskør Erhvervsforening, Slagelse Bibliotekerne og de øvrige markedsboder.

Husk fornuftigt fodtøj så bliver det rigtig sjovt.

Tag veteranbussen fra Skælskør

Bushistorisk Selskab har lige haft travlt med sit kæmpe bustræf, men har kræfter til at køre tre turer fra Skælskør Havn ud til majslabyrinten, og lige så mange turer tilbage igen, samt en rundtur forbi Kanehøj Mølle. Der køres fra Skælskør klokken 10, 11 og 12.45. Det koster kun 20 kroner for børn at komme til og fra labyrinten, mens voksne skal betale det dobbelte.

Den Hvide Dame er med i år

Der er nu igen liv i den gamle planteskole på hjørnet af Næstvedvej og Teglværksvej, hvor "Den Hvide Dame" byder på et væld af planter og dyr - og et væld af tilbehør hertil. Butikken byder blandt andet også på en rigtig krokodille, der er et hit for børnene.

Hos Den Hvide Dame kan man også få bundet en buket eller en dekoration til dagligdagen eller til livets vigtige begivenheder.

I anledning af Havens dag og fødselsdagen er der ekstra gode tilbud på planter, som alle er sat ned til halv pris. Der er også hele krukkesæt til indkøbspris.

Denne søndag bliver der lagt en hel pattegris på grillen, som sammen med lokalt produceret tilbehør kan nydes fra klokken 14, så der er god grund til at gå et smut omkring den gamle planteskole på vej til eller fra majslabyrinten.

Majslabyrinter er populære

Majslabyrinter er populære i afhøstede sukkermajsmarker over hele Europa og i USA er det en kæmpe industri, og er nu en god tradition for tredje år i træk på Skælskør-egnen dog i noget mindre målestok. Ideen blev undfanget af Kirsten Rasmussen fra Skælskør Bibliotek og hendes mand, Henrik Falch, der lynhurtigt fik majsavler Peter Brødsgaard, Thorsbjerggård og børnebibliotekar Gunver Olsson, og jordsbærdyrker Claus Hunsballe med på ideen.