Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Skælskør: Nu varer det ikke længe, før der endnu engang sker noget nyt i Skælskør. Denne gang er det på den musikalske front, når Vilde Vestsjælland afholdes i Det Røde Pakhus den 23. marts.

Et bredt udvalg af lokale udøvende musikere går på scenen i et stort tilrettelagt show, der i et stykke tid har spøgt som en idé hos en af arrangørerne, Lars Kristian Sørensen.

- Skælskør er en meget kulturel by med mange gode arrangementer, men jeg kunne godt tænke mig at hive scenekunsten lidt mere frem for der mangler noget, der samler de lokale udøvere. Det er et stykke tid siden jeg fik ideen, men der har bare været forskellige grunde til, at det ikke er blevet til noget før, men nu skal det være.

Et bredt program

Programmet byder på mange forskellige musikalske indslag, lige fra garvede herrer til unge sangerinder. Fra korsang og musicalnumre til alternativ rock og jazz. Der bliver to scener, og på den ene er det Lars Kristian Sørensen selv, der sammen med to musikere, sørger for at binde showet sammen og udfylde pauserne mellem de øvrige optrædener på hovedscenen.

- Jeg synes, vi har sammensat i et rigtig godt program for aftenen. Det er blandet musik, og jeg håber, at det afspejler sig i publikum, så det også bliver et blandet publikum. Man kan glæde sig til en rigtig god stemning, masser af fantastisk musik og sang, et flot show og en overraskelse, som jeg ikke afslører på forhånd. Det må man finde ud af på aftenen.

Vilde Vestsjælland finder sted den 23. marts kl. 19 - 24 i Det Røde Pakhus, Skælskør.

Det koster 50 kroner.

Program for Vilde Vestsjælland:

Cherry Lane, Rasmus Winckler og Magnus Broløs, Skælskør Rytmiske Kor, Antonia, Señor Musicante, Jazz`n'Samba, Lars Kristian Sørensen m.fl.