Klik og se annoncen

Kystbatteri: I ugerne op til jul begyndte Slagelse Kommunes vandløbsmedarbejdere på at rydde krat og tjørn fra voldene ude på Stigsnæs Kystbatteri. Deres arbejde er et led i naturplejen for det historiske sted, som Slagelse Kommune står for.

Samtidig gik frivillige fra den arbejdsgruppe, der står for genopretningen af kystbatteriet, i gang med at fjerne de tre kanoner, der har ligget på jorden og forfaldet sammen med resten af området. Kanonerne er kørt til Odin Maskinfabrik i Slagelse, hvor de skal gennemgås og restaureres, så de igen kan komme til at skyde med løst krudt.

Selv om de 11 i arbejdsgruppen er frivillige, skal der bruges en del penge, faktisk op mod 500.000 kroner, før der står tre nyrenoverede kanoner på malede egetræslavetter. to skure, belægning og informationstavler på stedet.

Cirka halvdelen af pengne er , blandt andet fra Holstienborg Fonde og Landudvikling Slagelse.

'Men der mangler cirka en tredjedel af pengene, som vi er i gang med at søge i fonde. Der er flere store fonde, der har vist stor interesse,' siger projektleder Steen Olsen.

Han tilføjer, at den sidste endelige tilladelse til at rejse skurene forhåbentlig også er lige ved at dukke op i indbakken.

Der har været mange instanser, der skal sige ja. Dertil kommer høringsperioder, som også tager tid.

Bygget med håndkraft

Stigsnæs Kystbatteri blev bygget med håndkraft af soldater og bønder fra nær og fjern. Det var i brug under Englandskrigen i 1801-14. I 1936 blev det restaureret, men i mange år været overladt til naturens kræfter, hvor krat og selvsåede træer ødelagde indtrykket af volde og kanonstillinger.

Efterlysning

Mon der er nogle, der i deres søgen efter slægtens forhistorie er stødt på personer, der har haft sin gang på batteriet eller på anden måde har været påvirket af kanonbådskrigen dengang her på Skælskør-egnen, så vil arbejdsgruppen meget gerne have et praj.

Der er beskrevet flere træfninger, hvor de danske soldater viste deres heltemod, men gruppen har ingen personlige beretninger eller navne på de lokale, der må have været en del af bemandingen ude på Stigsnæs.

'Det kunne være fantastisk, hvis vi kan komme til at sætte kød og blod og beskrivelsr af de mennesker, der har været en del af vores lokale verdenshistorie,' siger formidlingsfrivillig Henrik Falch.

Han kan kontaktes på info@stigsnæskystbatteri.dk. Følg med i, hvad der sker nu på www.stigsnæskystbatteri.dk - og ja, det er med 'æ'.

I øjeblikket følger hjemmesiden arbejdet med at genetablere projektet, men senere bliver der også plads til mange historiske beskrivelser - og meget gerne personlige beretninger.