Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Skælskør: Det var ni unge keramiske talenter fra syv nationer, der stolt kunne præsentere deres værker skabt over seks uger på det Internationale keramiske center Guldagergaard i Skælskør i fredags.

Hvor alle kort præsenterede deres kunstværker med en lille fortælling. Herefter var der et glas vin til de besøgende, og man kunne bese værkerne og tale med kunstnerne, evt. købe et af deres værker. Til en rimelig pris, som den unge kunstner kan få glæde af, indtil de selv i fremtiden kan håbe på at komme til at leve af deres kunst.

Ferniseringen blev sat i gang af formand for Guldagergaards bestyrelse Priscilla Mouritzen.

Netværk og inspiration

De ni unge kvinder Inês Gamboa Esteves (Portugal), Aimee Cathrine Morris (Skotland), Nan Embäck (Sverige), Lillie Tew-Weaver (UK), Sara Jeffries (DK), Anette Leegaard Fuhlendorff (DK), Peta Berghofer (Østrig), Ilian Alverez (USA) og Eléonore Griveau (Frankrig) har gennem seks uger udvekslet erfaringer omkring deres keramiske kunst på Guldagergaards værksteder.

Det har været fantastisk at være her på Guldagergaard, fortæller smilende portugisiske Inês Gamboa Esteves. Jeg har udviklet mig kolossalt og især blevet mere sikker på mig selv, og jeg tør nu udtrykke mig meget skarpere, også politisk, gennem mine keramiske værker.

Og dejligt var det at høre de energiske og positive kvinder fortælle.

Korsør - og generalforsamling

Men det inspirerede også publikum. Et ægtepar havde taget hele vejen fra Korsør for at se ferniseringen, som de havde læst om i Korsørposten. Vi har aldrig været her før, og vi er blevet dybt begejstrede for dette herlige sted. Og hvor var de dygtige, de unge. Ja, vi kunne ikke lade være, men har såmænd købt et stykke smuk keramik med hjem til Korsør.

En god event, som bl.a. Guldagergaards Venneforening står for. Og denne forening har generalforsamling på Guldagergaard den 12. marts 2019 kl. 19.00 på Guldagergaard. Alle medlemmer af foreningen er velkommen.