Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

Sommerfugle er en orden blandt insekterne med to par skælklædte vinger og oftest med en lang sugesnabel. Ordenen omfatter cirka 130 familier og i alt 175.000 arter, hvoraf hovedparten er natsommerfugle.

Natsommerfugle eller natsværmere, er en gruppe af sommerfugle, der mest er aktive om natten. Nogle arter er trods navnet aktive i skumringen eller om dagen.

De mest kendte grupper af natsommerfugle er ugler, målere, spindere og diverse mølgrupper.

Lagner, æggebakker og rødvinssnore

Agersø Naturcenter afholdt under ledelse af Dansk Ornitologisk Forenings kommunale repræsentant Hans Ulrik Skotte Møller, der er bosiddende på Agersø, for fjerde år i træk.

Det blev en særdeles vellykket insektaften mandag den 5.august med hele 14 deltagere omkring Krebsgården.

Det var en fin sommernat, fortæller en af deltagerne, formand for Agersø Beboerforening Bente Topsøe-Jensen, hvor vi blev guidet gennem natten af to entomologer (insektkendere), som ved hjælp af lamper, hvide lagner, æggebakker og rødvinsdyppede snore tiltrak omkring 75 forskellige natsommerfuglearter.

'Det røde ordensbånd', som vi kender fra de gamle 100-kronesedler, dukkede desværre først op, da vi andre var gået i seng ved 2-tiden!

Kompetente eksperter

Ledere af den spændende aften/nattur var to kendte og særdeles kompetente folk, Knud Bech og Erling Krabbe.

Knud Bech er folkeskolelærer og bredt naturinteresseret, specielt i fugle og især sommerfugle, mest natsommerfugle (kaldet macros) og mange grupper af småsommerfugle (kaldet micros). Han kommer fra Ølsted ved Roskilde Fjord.

Erling Krabbe er ivrig ornitolog og har kigget på alle slags fugle i over 50 år i hele verden. Han har været turleder for Dansk Ornitologisk forening i mange år, og til daglig er han biolog i Naturstyrelsen, og arbejder p.t. med biodiversitet på statens skov- og naturarealer.

Så det blev en rigtig spændende, anderledes og indholdsrig aftentur på den lille ø i Storebælt, hvor forundringen over det aktive natteliv var stor.