Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Fastelavn: De mødte i ganske fantasifulde forklædninger. Krokodillen stod i kø tæt på heksen, der var lige bag julemanden, som havde en lillebror i den anden kø, det var vist den store blå blæksprutte. Forældre klemte sig ind til siden ved varehylderne og håbede på det bedste for deres små purke, som egentlig tog det ganske roligt. De vidste jo, at tøndens indhold skulle deles. Og om man egentlig blev konge eller dronning var sådan set underordnet. Kronen passede jo alligevel ikke til kostumet.

Små og store

Der var faktisk to tønder - en til de store og en til de små. Størrelsen på tønden og indholdet var det samme i begge rækker, men den ene hang lidt højere end den anden, og ved den lave stod en stor mand med en bidtang, som han ikke generede sig for at bruge flittigt efterhånden som slagene faktisk ingen mærker gav i den lavest hængende tønde.

Men de små fik en konge, og det blev Annika Hansen, og hendes dronning blev Vigga Christiansen. Og her var krokodillen den bedste udklædning hos drengene med Alban Christensen indeni. Blandt pigerne var bedste udklædning heksen alias Lærke Christoffersen.

Hos de store blev Jacob Rasmussen konge, og hans dronning hedder Sebastian Nielsen. Bedst udklædte dreng blev Lukas Nielsen, der var en gave, og den bedst udklædte pige var en farvestrålende spansk pige, Charlotte Nielsen.

En dejlig tradition i den lokale Superbrugsen var til ende, og det drabelige optog skiltes for i år.