Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

By: Vi bor her og ser det ikke. Vi lever her og mærker det ikke. Kort sagt: Få andre til at vurdere hvordan din virkelighed egentlig ser ud, og hvordan det reelt går.

Det var netop, hvad små hundrede borgere kunne opleve, da der var opgavefremlæggelse af 16 unge studerende fra Roskilde Universitetscenter, RUC.

Win-win

Underviser Thomas Theis Nielsen og adjunkt Thomas Skov fra RUC havde taget klassen med ud for at se, hvordan al den teori de arbejder med til daglig omkring geografien og de geografiske forhold, mennesker lever under, egentlig fungerer i praksis. Vi ledte efter gamle købstæder og fandt Skælskør, da vi begge faktisk har været her som sejlere, fortalte Thomas Theis.

Målet er, at vi alle skal have glæde af besøget over de tre dage, men arbejdet har faktisk varet over et semester med kortlæsning, Masterplaner mm. som kunne findes på kommunens hjemmeside. Al det teoretiske var således overstået, nu gjaldt det feltarbejdet on location.

Vi har fået god praktisk erfaring, og Skælskør får forhåbentlig gode ideer til udbygning af sine målsætninger for den gamle købstad, en rigtig win-win situation sluttede Thomas Theis Nielsen af, inden de fire elevgrupper fremlagde deres resultater for de fremmødte borgere.

Idékatalog

Og man må nok sige, at der blev rusket op i den gamle købstad. De unge mennesker kom ind på en statusbetragtninger efterfulgt af gode ideer til nytænkning omkring mange ting. Sammenhængen mellem byen og havnen, opholdsstederne, pladser og torve i Skælskør, erhvervslivets vilkår og seværdigheder og turisme.

Logiske kendte emner, men set med nye friske øjne. Hvorfor er den gamle station ikke kunstmuseum, når der er så meget kunst her i købstaden? - Hvorfor reklameres der ikke for seværdighederne udenfor byen inde i selve byen? Hvorfor er der ikke et henvisningsskilt til kulturbyen ved motorvejen?? - Og hvorfor slutter fodsporet der og ikke nede ved havnen?

Ja, måske den flotte SpørgeJørgen-skulptur nede i Guldagergårds have skulle stå på havnepladsen!

Inspirerende

Formand for Erhvervsforeningen Pia Kimer Jacobsen, der tog imod delegationen fra RUC, var meget begejstret efter de to timers fremlæggelse. Ja, sikken en masse fantastiske gaveideer til at gøre vores købstad mere attraktiv. Det må vi arbejde videre med, og formand Pia Kimer Jacobsen inviterede på stedet hele panelet og underviserne fra RUC til et opsamlende møde i december.

Hurtige aftaler, sammenhold og sammenhængskraft har været en del af vejen til succes for købstaden.

Og det ser heldigvis ud til at fortsætte.