Klik og se annoncen

Tekst og foto: Steen Andresen

Landbrug: Solen skinnede fra en skyfri forårshimmel, da minister Esben Lunde Larsen steg ud af den fine sølvfarvede ministerbil på Toftegård på Glænø iført skjorte, vindjakke og bukserne stukket godt ned i de langskaftede gummistøvler. Iført nogenlunde samme dress bød Glænøbønderne Henrik Terkelsen og nabobonden og kompagnonen i Glænø Ko og Kalv Carsten Søgård og frue ministeren og hans følge velkommen.

LÆS OGSÅ: Forskningsskib undersøger Storebælt

Jeg er selv opvokset på en gård med løsdrift af kreaturer, indtil vi gik over til svinedrift, og jeg synes, det er dejligt at komme her og se, at jersey tyrekalve, der normalt ville blive aflivet, får et nyt liv her. At det så ovenikøbet foregår i en miljømæssig bæredygtig stald er imponerende.

Jeg er meget interesseret i at besøge miljøtiltag af enhver art, der kan være med til at fremme det sunde bæredygtige miljø i det danske landbrug, og arbejdet her på Toftegård er bestemt værd at tage med i overvejelserne for faget fremover, sagde Esben Lunde Larsen efter Henrik Terkelsens rundvisning.

Forbillede og kalvemørbrad

Jeg og min partner er glade over, at ministeren har fundet vej hertil, fortalte Henrik Terkelsen, og jeg håber, at han tager med herfra, at også små bedrifter kan danne forbillede for et bæredygtigt landbrug i Danmark.

Efter besøget i stalden, hvor Henrik Terkelsen fortalte om bedriften, gav de to økologiske landbrugere frokost på Toftegård, hvor ministeren smagte smagfuld kalvemørbrad fra stedets egen besætning.

Og så kan vi fortælle, at alle de fine jerseykøer lukkes på græs søndag den 15. april klokken 12, hvor der er Åben Gård og Økodag fra klokken 10.30 på Toftegården på Glænø.