Klik og se annoncen

Historiefortælling: Fik du fortalt historier eller læst højt, da du var barn, så ved du nok allerede, hvor dejligt det er at give sig hen til en godt fortalt historie. Eller hvor skønt det er, at have stærke minder om alle de historier, remser eller sange, du hørte en gang.

Det er bl. a. den slags oplevelser man iflg. arrangørerne kan kommer til at mindes, når man tilbringer en aften i selskab med historiefortæller Jens Peter Madsen.

- Han har den mundtlige fortælling med helt fra sin egen barndom, og for ham er det helt naturligt at være fortællende og fabulerende, sådan som hans egne bedstemødre var det og som barndommens skolelærere var det.

Jens Peter Madsen tog fantasien og den mundtlige fortælling med i sit eget arbejde som lærer på efterskolen og senere på pædagogseminariet. Her gjorde han det til et centralt værktøj i sin undervisning, samt i en række projekter og udviklingsarbejder om den narrative metode i pædagogik, undervisning og socialt arbejde.

Den mundtlige fortællekunst er en hjertesag for Jens Peter Madsen, og han deler gavmildt ud af sine mange erfaringer og ideer til, hvordan alle mennesker kan lære og blive bedre til, at fortælle historier til familie, venner, børn, børnebørn, oldebørn eller andre, som med glæde samles om at fortælle og lytte til mundtlig fortælling, som han betegner som den brede befolknings skole, dannelse, underholdning og overlevelse i 'gamle dage'.

- Denne aftens indhold af underholdning og læring tilbyder noget til alle generationer, pointerer arrangørerne. - Og man behøver blot at komme til Sognegården, Skovvej 1 i Skælskør. Traktement er inkluderet i entreprisen.