Klik og se annoncen

Slagelse Kommune: Det bliver kulturminister Joy Mogensen (S), der åbner årets udgave af Kunst og Kirker i Slagelse Provsti.

Ved åbningsceremonien i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse fredag den 6. november holder kulturministeren åbningstalen.

- Vi er glade for og stolte af, at kulturministeren har sagt ja til at åbne udstillingen, fortæller Per Thuesen, der er formand for Kunst og Kirker.

Sammen med provst Ulla Thorbjørn Hansen vil han ligeledes tale ved åbningen, ligesom Bel Canto Koret sørger for lidt musikalsk underholdning.

Åbning kræver tilmelding

Kunst og Kirker strækker sig over weekenden den 7.-8. november, hvor 30 professionelle danske kunstnere udstiller med malerier og skulpturer som omdrejningspunkterne i 15 kirker fra Slagelse Provsti.

På grund af Covid-19 er der kun plads til 125 gæster ved åbningsceremonien i Sct. Mikkels Kirke, derfor er det nødvendigt med tilmelding til kirkekontoret på tlf. 58 52 05 11 efter først til mølle-princippet.

- Hvis alle pladser ikke er optaget på forhånd, kan man også møde op på dagen. Vi sørger desuden skiltning, sprit og mundbind, lover formanden.

Ved udstillingerne i kirkerne er der også sørget for skiltning og håndsprit, mens gæsterne ligeledes opfordres til at medbringe mundbind.

- Menighedsrådene i kirkerne sørger desuden for at holde mandtal, så vi lever op til forsamlingsrestriktionerne i alle kirkerne, forklarer Per Thuesen.

Stem på årets kunstner

Allerede nu kan kataloget med beskrivelse af årets udstillinger hentes på bibliotekerne i Slagelse, Korsør og Skælskør, ligesom det kan ses på hjemmesiden kunstogkirker.dk, så der er mulighed for at planlægge weekendens kunst-rundtur.

I løbet af weekenden under selve udstillingen kan gæsterne desuden stemme på årets kunstnere via et link, der findes i de deltagende kirker.

- Når sulten melder sig, har vi ligeledes sørget for at lave aftaler med en række spisesteder i Slagelse, hvor gæsterne kan få rabat, hvis de har et rabatkort med, der ligger fordelt og kan afhentes i de deltagende kirker, slutter Per Thuesen.