Klik og se annoncen

Af Solveig Hansen

Juledrømmen er kun til at blive i godt humør af! Og publikum kvitterede da også for et par timers knaldgod underholdning med stående applaus ved premieren fredag.

Den har det hele: Velklingende sange med gode omkvæd. fantasifulde og kreative kostumer, dygtige dansere let på tå og ikke mindst en skøn julehistorie, hvor altid flasker sig.

På scenen er en blanding af amatører og professionelle - blandt de sidste Kirsten Siggaard og Jan Schou, der begge i deres tilsammen seks roller, løfter deres del i både skuespil og sang. Men også blot 8-årige Bror Jetsmark Geiker fra Slagelse, der i julemusicalen spiller Lillebror bidrager med flot skuespil og ikke mindst lidt nødvendig julemagi.

Ligesom Lillebrors to søskende, Søs og Junior, er nærværende og vedkommende i deres fremtræden på scenen. Skøn kontakt er der også på scenen mellem netop Søs, spillet af Michala Kürstein Lynge, og hendes nye kæreste, Fyren, spillet af Magnus Ørby.

Lidt dejlig dansk-pop

Musicalen igennem er der samtidig en skøn flirten med de gode gamle danskpop-klassikere, der for nogens vedkommende har fået et lille humoristisk tvist. Og Kirsten Siggaard kan da heller ikke 'nære sig for' at synge et par strofer fra hendes legendariske grand prix-sange.

I det hele taget er en munter leg med det danske sprog en dejlig rød tråd i forestillingen. Julemanden kan jo let forveksles med Hjulmanden - ikke sandt?

Og en skøn kærlighedssang om honningkagehjerter kan pludselig blive til virkelighed.

Kretiv koreografi

Koreografisk er der også tænkt kreativt, og de mange dansere, der er hentet fra Det Kongelige Teater Balletskolen Odense, får ofte lov at bidrage med mere end blot dans.

Julemusicalen er lagt op til at være for hele familien, og det kan sagtens tages bogstavelig. Undertegnedes datter på seks var revet med og ind i det jule-underfundige univers fra start til slut - og er nogen anmeldelse næsten bedre end det?

Så kridt skoene og luk julen ind på Borreby Teater.

Der er forestillinger den 1., 2., 3., 8., 9., 10., samt 15., 16. og 17. december. Fredage klokken 19.30. lørdage og søndage kl. 15. Billetter sælges via www.borrebygods.dk