Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

CORONA:Situationen i Danmark ændrer sig hele tiden. Dette interview blev foretaget på Hotel postgården i Skælskør fredag den 13. marts ved middagstid.

Jeg har på nuværende tidspunkt fået 85% af værelsesbestillingerne afbestilt, fortæller Hotel Postgårdens forpagter i Skælskør Barbara Kuik Viszokai. Hotellet har 14 renoverede værelser, der alle er ikke-ryger værelser.

Jeg kan godt forstå, at folk er nervøse eller bange, så jeg tager afbestillingerne med godt humør, men kan godt frygte at Covid-19 skal bruge mange uger, inden vi er tilbage til det normale.

Spisegæsterne holder sig også væk. Og i takt med, at events i Det røde Pakhus aflyses, så aflyser man også spisningen her hos mig.

Men jeg har faktisk mange stuer, som jeg kan fordele kunderne i, så det skulle være muligt at gennemføre et rimelig helbredsmæssigt sikkert besøg her hos mig.

Aflysninger

Jeg må konstatere, at jeg allerede har fået omkring 10 aflysninger af store fest-og spisearrangementer over en 14 dages periode. Det er en vanskelig situation for mig, da jeg kun har haft hotellet i omkring et halvt års tid fra august 2019, men jeg vil kæmpe for at holde åben hver dag og min virksomhed i gang.

Foreningerne aflyser naturligvis deres møder og foredragsaftener, og det er specielt ærgerligt for mig i denne generalforsamlingstid.

Jeg har Barbeque-aftener hver fredag aften fra kl. 17 og gode Brunchmenuer hver dag. Og dagens ret tirsdag, onsdag og torsdag til under 100 kr. Der løber stadig både aflysninger af bordbestilling ind, og der er få, der møder frem til disse spisearrangementer.

Men du må nævne min efterhånden meget populære Takeaway af menuer fra hele spisekortet. Den betyder, at alle kan ringe på tlf. 58 19 14 39 og bestille alt fra Postgårdens spisekort, og man afhenter så selv den færdigpakkede menu ved hoveddøren.

Gode råd og gode medarbejderaftaler

Jeg har spurgt min forening Dansk Restaurant og Café, hvad jeg skulle gøre? Holde åben eller lukke. Gerne åben, siger de, da jeg ikke kommer i nærheden af 100 gæster i restauranten, og der i øvrigt er god afstand mellem bordene.

Jeg har ikke opsagt nogen, men mine trofaste medarbejdere har indvilliget i at holde ferie. Fast har jeg to medarbejdere og øvrige tilkaldemedarbejdere samt min rengøringsdame og Karina i køkkenet. Alle er hjemsendt på ferie i fuld gensidig forståelse.

Jeg står så selv i køkkenet, og min mand Imre Viszokai hjælper med indkøb og forskelligt, når han har tid fra sit arbejde, og min datter Claire sidder i receptionen ind imellem.

Desuden skal jeg jo også servicere gæsterne, der kommer, hvilket min mand også gerne hjælper med, når han har tid.

Udsigter og planer

Jeg tror, at jeg i gennemsnit mister mellem 8000 kr. og 10.000 kr. om dagen i denne tid, så jeg håber, at der efter krisen eller måske senere i forløbet er en eller anden form for hjælp at hente for os selvstændige små erhvervsdrivende.

Men jeg når aldrig det punkt, at jeg lukker, medmindre jeg bliver tvunget til det. Jeg er så lykkelig for dette sted og alle dem, der kigger ind og holder hotellet gående.

Du kan skrive, at jeg er indforstået med og accepterer situationen, og at jeg nægter, at den skal stresse mig.

Jeg vil kæmpe for min Postgård her i Skælskør, smiler en positiv Barbara.