Klik og se annoncen

Sandved: Søndag den 31. august kan du møde hunden med den blå tunge og særprægede personlighed, når Dansk Chow Chow Klub holder udstilling på plænen foran Grønbrohallen i Sandved. Kig forbi i tidsrummet kl. 11- 14 og mød både hvalpe og voksne hunde.

For hundeinteresserede og evt. kommende hundeejer er udstillingen en god mulighed for at hilse på nogle forskellige Chow Chow'er og få en god snak med hundeejerne, som gerne vil fortælle om hunden og dens specielle træk.

På udstillingen vil en dommer bedømme alle hundene og udvælge den, som dommeren synes er den bedste hund på dagen. Dansk Chow Chow Klub har til denne udstilling inviteret en dommer fra Belgien. Du kan kigge med, og se om du er enig med dommeren.

Følger sit eget hoved

Chow Chow'ens unikke kendetegn er den blå tunge og en meget selvstændig personlighed. Chow Chow'en er arrogant, stolt og følger sit eget hoved. Den vil dø for dig, men ikke altid lystre dig. Den vil følges med dig, men ikke ligefrem i hælene på dig. Denne særprægede reserverthed men også venlige og loyale opførsel skaffer Chow Chow'en den ene beundrer efter den anden.

Racen er en af verdens ældste hunderacer, den har eksisteret i ca. 3.000 ? 4.000 år med oprindelse fra Mongoliet og det nordlige Kina. Chow Chow'en menes at ligge bag hunderacer som Samojedhund, Norsk Elghund, Pomeranian, Keeshond.

Det er gratis at se med fra ringsiden og Dansk Chow Chow Klub håber at interesserede vil kigge forbi på dagen.