Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Skælskør: I disse tider er det vigtigt at tænke både kreativt og alternativt. Og det har direktør Mette Marcher på Guldagergaard gjort. Tankerne har været en tur på drejebænken og drømmen om en udendørs udstilling er nu taget ud af ovnen og blevet til virkelighed.

Med stor hjælp fra Sydbanks Trelleborg Fonden, som har givet et tilskud på 100.000 kr. til at realisere drømmen. En drøm om, at kan man ikke samles indendørs, så kan man i parken kigge på de smukke keramiske værker, selv en sen eftermiddag eller tidlig aften i mørket, da montre og huse er oplyste.

Hvilket giver oplevelsen en ekstra dimension i en kold og mørk tid.

Træhuse og montrer på sokkel

- Udstillingen hedder 'Vinter' fortæller direktør Mette Marcher, og er en samtids kunstudstilling i keramik med 6 kunstnere fra Mexico, USA, Storbritannien samt Sydkorea. Guldagergaards udstilling af nye værker af unge keramiske kunstnere viser moderne motiver og praktiser indenfor det keramiske felt, der spænder fra funktionelle brugsgenstande til skulpturelle og figurative genstande.

De deltagende kunstnere kommer fra hele verden og bringer en international dimension til de mange forskellige anvendelser af leret. De udstillende værker viser vidt forskellige teknikker og metoder, som alle fremhæver lerets alsidighed og viften af tilgange indeholdt i det. Værkerne på denne udendørs udstilling er skabt i eftersommeren 2020 på Guldagergaard.

Udstillingen VINTER er med deltagelse af Graciela Vargas, Mexico, Mike Cannata, USA, Oliver Harding, Storbritannien, Jiwon Park, Sydkorea, Alexandra Noe, USA og Isabella Letty, Storbrittannien.

Udover montrerne er opført to træhuse med kunstværker, der også er oplyste i de mørke timer. Og bemærk huset ved Æblehuset. Her kan du kigge på keramiske gaveideer.

Er du interesseret i at høre nærmere om værkerne og priser, er du meget velkommen til at kontakte Guldagergaard på telefon 58190016 eller e-mail: ceramic@ceramic.dk