Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Fire økologiske landmænd blev kåret til 'Årets Økologiske Håndværkere' af deres kollegaer på Økologisk Landsforenings to-dages generalforsamling, der blev afholdt den 9. og 10. marts.

En af de fire er Henrik Terkelsen fra Glænø, der tog prisen i kategorien 'Klimatiltag der dur'.

Og den lokale øko-forgangsmand er stolt over at modtage prisen. 'Det er noget af et skulderklap at få. Det er vigtigere, end hvis det er et ekspertpanel, når det er alle de andre økologiske landmænd, der peger på én. Så bliver man altså ret glad,' har Henrik Terkelsen udtalt til TVØST.

LÆS OGSÅ: Husmoderforeningens Morgenfruer har fået sauna

Prisen tilfaldt den lokale bonde og tidligere arkitekt for hans økologiske kødproduktion med klimavenligt fortegn.

Kalvene bliver opfedet på græsmarker, hvor de går sammen med en ammetante i otte måneder. Græsmærkerne binder kulstof fra CO2 i atmosfæren, og samtidig er gården 100 procent selvforsynende med foder og halm.

Henrik Terkelsens klimafokus har også haft stor indflydelse på en ny stald på gården, en stald, der i øvrigt sidste år blev belønnet med Slagelse Kommunes bygningspræmiering.

'Stalden er bygget af lokalt træ, som er faldet omkring en kilometer fra gården, og hvor der er genplantet nyt træ,' siger Henrik Terkelsen og fortsætter:

'Træ er verdens mest klima- og miljøvenlige råstof. Samtidig har vi undgået lang transport af byggematerialet, og træet er tørret naturligt. Den klimavenlige stald skal ses i sammenhæng med, at hele konceptet for vores produktion er klimavenligt.'

Ministerbesøg

Henrik Terkelsen får i øvrigt besøg af Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, der kommer for at høre mere om hele det bæredygtige koncept på Glænø. Besøget finder sted den 9. april.

Derudover ser Glænø-bonden frem til søndag den 15. april, der er årets Økodag, hvor kvæget bliver lukket ud på græs. Et herligt syn, der kombineres med flere tiltag på gården for dagens besøgende.

Udover Henrik Terkelsen blev tre økologiske landmænd fra henholdsvis Holstebro, Vamdrup og Kjellerup hædret af Økologisk Landsforening i kategorierne 'Økonomi i økologi', 'Naturtiltag på bedriften' samt 'Jordfrugtbarhed gennem recirkulering'.

Der var i alt nomineret 12 landmand i de fire kategorier.