Klik og se annoncen

Foredrag: Skilsmisse er næsten altid et negativt ladet ord. Særligt børnene mister, når far og mor går hver til sit, men det behøver ikke altid betyde en splittet opvækst. Det næstbedste kan nemlig også være godt nok. Det er der mulighed for at høre mere om, når forfatter og familierådgiver Camilla Semlov kommer på Fuglebjerg Bibliotek. I sin nye bog fortæller hun historien om sit eget opbrud med kernefamilien. Hun viser også, hvor afgørende betydning selv små detaljer kan have for børnenes trivsel og mulighed for at navigere ubesværet mellem to hjem.

Hele delebørn

Da Camilla Semlov blev skilt fra sin mand i 2004, ønskede hun som alle forældre at give sin dengang knapt fireårige søn det allerbedste - et trygt familieliv. Selvom hun læste masser af artikler og bøger om skilsmisse, var der primært negative aspekter. Trods forgæves søgen efter gode forbilleder, lykkedes det hende og eksmanden at finde de rigtige ingredienser til opskriften på den gode skilsmisse. Og med dette i baghovedet har hun nu skrevet sin nye bog, som er tænkt som inspiration til forældre, der skal skilles. Et af bogens budskaber er, hvordan børnene kan vokse op som hele mennesker, selvom de lever en delt tilværelse. - Overordnet handler det om at skabe sammenhæng for barnet allerede under bruddet og i det videre liv, forlyder det fra Camilla Semlov, som gerne svarer på spørgsmål efter foredraget.

Camilla Semlov, som har arbejdet med skilsmissefamilier i 14 år, er social- og familierådgiver. Hun står bag rådgivningssiden www.heledeleborn.dk og holder foredrag om den gode skilsmissse.

Billetter, som koster 25 kr., kan købes på alle bibliotekerne i Næstved fra tirsdag den 14. januar.