Klik og se annoncen

Skælskør: Yderst på Stigsnæs ligger et kystbatteri, som mange lokale kender som et smukt og fredeligt sted. For godt 200 år siden var stedet langt mindre fredeligt, for der rasede Englandskrigen i årene fra 1807 til 1814.

Men Englandskrigen, var det ikke noget med bombardementet af København, flådens ran og slaget på Reden?

Jo, det var det, men det var også seks år med krig langs de danske kyster. På vandet ud for Stigsnæs, Agersø og Omø blev der kæmpet en ulige kamp mellem danske robåde og engelske krigsskibe.

Alt dette, og de store konsekvenser krigen fik, både lokalt og nationalt kan du høre om, torsdag den 21. november, hvor Magleby Forsamlingshus har inviteret Henrik Falch til at holde foredraget 'Kystbatterier, frivillighed og projekter'. Henrik Falchs fortælling er delt i to dele. Første del er historien om krigen og batteriet, bl.a. fortalt gennem avisartikler i de danske aviser fra 1807-14. Efter en pause fortæller han om projektet med at genrejse Stigsnæs Kystbatteri. Et arbejde der startede i 2017, og tog arbejdsgruppen bag renoveringen mere end to år, fra de første møder til det endelige resultat, der stod færdigt til indvielse med kanonsalutter fra nyrenoverede kanoner på grundlovsdag i år.

Henrik Falch er uddannet journalist, og har gennem mere end 20 år brugt mange frivillige timer på forskellige projekter i Skælskør og omegn - og senest i arbejdsgruppen bag det genrejste Stigsnæs Kystbatteri.

Foredraget starter klokken 19.00 og det er gratis at deltage. Magleby Forsamlingshus, Søhusevej 20 i Skælskør, sælger kaffe, øl og vand i pausen.

Foredraget er en del af Projekt Liv i Forsamlingshusene, støttet af Slagelse Kommune.