Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Skælskør: Havde man først fundet sin plads, så gjaldt det om at beholde den og blive stående. Det røde Pakhus i Skælskør var fyldt til sidste plads med omkring 400 stående publikummer, der fik slået tonen an af et veloplagt Dodo & The Dodos. Og det swingede og det gyngede, både i den nostalgiske sjæl, i kroppen og i brædderne på det gamle pakhus ved havnen i Skælskør.

Musisk forening

Og det er netop det, det handler om for os i Musisk Forening Skælskør, fortæller formanden Michael Lundgaard. Vi vil gerne mødes om musikken og bruge musikarrangementer til at udvide interessen for musik og opfylde et lokalt musikbehov.

Foreningen havde for et par år siden hyret Mette Falch til en lille koncert i Anders Sørigs have på Skovvej, men naboerne var bange for støjgener, så Gunnar foreslog, at vi flyttede det lille arrangement til Det røde Pakhus. Det var en satsning, men der kom faktisk 153 og lyttede med, så vi spottede et behov.

Derefter dannede vi Musisk Forening Skælskør med en bredt funderet bestyrelse på syv personer: Irene Wallin, Gunnar Hansen, Henrik Beinch-Pedersen, Søren Herget, Jeanett Isaksen, Anders Sørig og mig selv Michael Lundgaard.

Arrangementerne i pakhuset er enten stående eller siddende. Det er kunstnerne, der bestemmer det. Johnny Madsen og Michael Falch vil have publikum siddende. I dag med Dodo & The Dodos er det lidt med bænke langs væggene og ellers stående.

Og kunstnerne roser vores arrangementer. Både for stedet og stemningen, som altid er glad og festlig i Skælskør i disse rammer.

Nostalgisk gensyn

Af aldersgennemsnittet på publikum at dømme var det givet et både glædeligt og nostalgisk gensyn med Dodo & The Dodos, et poprockband, som blev dannet i 1986 og hittede i dansk radio i 1980'erne med blandt andet velkendte sange som 'Vågner i natten', 'Giv mig hvad du har', 'Sømand af verden', 'Vi gør det vi ka' li'', 'Lev livet nu' og 'Pigen med det røde hår'.

Og jo, livet blev levet, og de gav, hvad de havde i lørdags i det gamle pakhus. Og var pakhuset ikke malet rødt i forvejen, havde det nok rødmet alligevel af de hektiske rytmer, publikums skrålen med på de kendte tekster og den glade smittende dans på stedet!

Næste event i Musisk Forening Skælskør er den nu 67-årige Johnny Madsen, der kan opleves torsdag den 22. november 2018. Dørene åbner kl. 19 og som skrevet er koncerten siddende.

Udover adskillige soloalbums har Johnny Madsen udgivet tre albums med trioen Dalton, der udover Madsen består af Allan Olsen og Lars Lilholt.