Klik og se annoncen

Tekst og foto: Steen Andresen

Ejendom: Det er en følsom sag. Men den gamle folkehøjskole på den smukke grund ned til fjorden kunne måske få nyt liv efter de meldinger, der er tilgået Skælskør Lokalråd.

Det sidste store arrangement, der foregik fra den historiske højskolegrund var i 2005, hvor Skælskør Amatørsejlklub afholdt VM for OK-joller.

Fokus på bæredygtighed

Indbyderne på at overtage området er faktisk todelt. Men begge med færdige planer for en højskole. Den ene part, som Skælskør Lokalråd er i forbindelse med, er OASIS Øko-Village DK, som siden maj 2016 har arbejdet på at skabe deres øko-samfund og sammen med dette en skole for voksne. I løbet af foråret har de fundet ud af at det skal være en højskole med fokus på bæredygtighed på alle planer. Gruppen arbejder intensivt på at få alt på plads, inden det er for sent.

LÆS OGSÅ: Slagelse: Brandstationen flytter ind hos Falck

Den anden part er dr. Mikkel Anthonisen, grundlægger af Sailing Schlerosis Foundation. Mikkel Anthonisen er overlæge på Herlev sygehus, ligesom han også arbejder på Rigshospitalet. Han er sejler i sin fritid, hvorfor han fandt interesse i at kombinere sejlsport med behandling af sclerosepatienter. Han ønsker at udbygge sit sclerosekoncept med en højskole.

Vi agter at etablere en cirkel omkring en ny folkehøjskole med fokus på bæredygtighed hele vejen rundt, fortæller tovholder i OASIS, Kristiane Ravn Frost. Alle organisationer og personer med et aktivt engagement i bæredygtighed er velkomne som medlemmer, idet vi ønsker at højskolen skal være et mødested, hvor alle grønne bevægelser kan samles og føle sig hjemme.

Højskolen i Skælskør repræsenterer i øjeblikket planetens tilstand. Grundlæggende ufattelig smuk, men desværre har mennesker, der har mistet de væsentlige værdier, lavet en del hærværk. Ved at genopbygge skolen gør vi et tilsvarende arbejde, som der skal gøres for at genopbygge planeten.

Når højskolen igen står klar, har den sjæl.

Borgermøde

Skælskør Lokalråd er orienteret om, at i skrivende stund har de to parter kontakt med hinanden med henblik på at undersøge muligheden for samarbejde.

Slagelse kommune går den 4. juni i gang med at konstruere en lokalplan for området baseret på boligbyggeri, hvorfor det er yderst påkrævet, at de nye spillere kommer på banen hurtigt.

Derfor vil Skælskør Lokalråd indbyde borgere, politikere og alle, der ellers har interesse i området til et offentligt møde i Det røde Pakhus torsdag den 31. maj kl. 19.

På mødet håber vi, at begge parter har nået en løsning og vil være repræsenterede og fortælle om deres planer for den omdiskuterede højskolegrund.

OASIS Øko-Village DK vil være repræsenteret med indtil flere medlemmer af organisationen.