Klik og se annoncen

Sørbymagle: På mandag d. 16. november fylder Johnny Christensen 50 år. Det er halvandet år siden han overtog lederposten i den lokale Dagli'Brugsen, hvor han afløste Flemming Højland, som nåede hele 47 års ansættelse - heraf 21 som uddeler.

Det var derfor ikke hverdagskost for bestyrelsen at skulle finde en ny person til at stå i spidsen for den positive udvikling, som forretningen har haft i mange år. Så formand Helle Madsen glæder sig over, at de med Johnny Christensen har fået fat i en erfaren 'brugsmand' med godt kendskab til COOP-kæden.

Første brugsjob som 15-årig

- Jeg fik mit første job i Brugsen på Algade i Roskilde, da jeg var 15 år, fortæller Johnny Christensen. Her blev jeg også udlært, og så har jeg ellers siden haft lederopgaver i en række brugser på Sjælland, undtagen i tre år, hvor jeg valgte at bruge kræfterne hjemme på vores lille landbrug i Kindertofte.

Inden Johnny Christensen kom til Sørbymagle, var han uddeler i Dagli'Brugsen i Lejre. I Lejre var butikken ejet af COOP, mens Dagli'Brugsen Sørbymagle er en selvstændig forretning og dermed med flere frihedsgrader. Det set-up havde han stor lyst til at prøve kræfter med efter at have arbejdet i COOP-ejede butikker.

En butik i topform

- Det passer mig rigtig godt at være et sted, hvor vi selv har alt ansvar for økonomi og den daglige drift. Det giver mig større indflydelse, når jeg sammen med bestyrelsen kan sætte retningen for, hvordan forretningen skal udvikle sig.

- Jeg overtog en butik i topform, som vi nu udvikler og optimerer yderligere, så vi fortsat kan udbygge vores stærke position som den lokale dagligvarebutik. Vi har i dag en moderne butik i bygninger fra 2005 og udvidet med 300 kvadratmeter for et par år siden, så de fysiske rammer er tip-top. Og hvad angår varesortimentet, har vi jo hele COOP-kæden i ryggen og kan hente deres gode tilbud hjem til vores kunder.

Et område i vækst

Dagli'Brugsen ligger i udkanten af Sørbymagle og har også et pænt opland foruden en del strøgkunder fra Slagelse-Næstved landevejen lige uden for butiksdøren.

- Sørbymagle er inde i en spændende udvikling, hvor stadig flere børnefamilier flytter til, og dem vil vi selvfølgelig også gerne have indenfor. Vi har nogle kundevenlige åbningstider 8-19 på hverdage og 8-18 i weekender. Og så har vi et attraktivt varesortiment, hvor vi gør meget ud af vores ferskvareprofil. Vi prøver hele tiden at have de rigtige varer hjemme i forhold til, hvad kunderne efterspørger. Og så vil vi gerne knytte kunderne tættere til butikken og de fordele, der ligger i medlemskabet, bemærker Johnny Christensen.

Se dine indkøbs klimaaftryk

- Den teknologiske udvikling inden for COOP gruppen, som vi er del af, gør det også nemmere at være kunde i Dagli'Brugsen, fortsætter Johnny Christensen. For eksempel får man via COOP-appen yderligere bonuspoint, som kan bruges til alle indkøb, foruden at man får adgang til de personlige tilbud/rabatter, som ligger der. Der er altså ret mange penge at spare som medlem af brugsen. Nu har man også mulighed for at scanne og betale varerne selv og dermed komme hurtigere igennem butikken. Som noget nyt kan også nævnes, at klimaaftrykket automatisk beregnes for de varer, man har lagt i kurven. - Det er jo noget, vi skal have fokus på fremover.

Få et gratis medlemskort

Og har man ikke det, så er uddelerens fødselsdag en god lejlighed til at få det. Her udlover butiksbestyrelsen nemlig 50 gratis medlemskort (normalpris 200 kr.) efter først-til-mølle princippet.

Der vil også være stribevis af varer på tilbud den 16. november, så kig forbi, lyder opfordringen fra formand og uddeler.