Klik og se annoncen

Tekst:Lene H. Augstsen. Fotos: Evan Hemmingsen

Skælskør: Arrangørerne kunne melde om alle stande booket, der var igen planlagt to modeshows og det hele var linet op til endnu en fantastisk livsstilsmesse i Skælskørhallen søndag den 3. marts.

Og det så ud til, at forventningerne blev indfriet. Masser af gæster brugte nogle timer af deres søndag på at kigge, lytte, spørge, smage og opleve. Der var virkelig gjort noget ud af de forskellige stande, og da avisen var forbi, var det en yderst tilfreds formand, der nød at se, hvordan det hele fungerede upåklageligt.

- Det er bare en dejlig dag. Her er mange mennesker, og vi har nogle rigtig gode udstillere. Det er ingen sag at være arrangør, når der er så stor opbakning til arrangementet, lød det fra Pernille Kirkeskov Hansen.

Tilfredse udstillere

Hos udstillerne var der også enighed om, at det var en god dag, hvor der var mulighed for at møde potentielle kunder.

I standen hos ForEwi tilbød stresskonsulent og certificeret ALFAkinesiolog, Susanne Ewi Kirkeby, at give en introduktion til, hvordan en ALFAkinesiolog arbejder. I år var det anden gang, hun var med på livsstilsmessen.

- Det var en rigtig god oplevelse at være på messen, og alle gæsterne var meget nysgerrige. Det var virkelig positivt. Vi arbejder med en alternativ tilgang til blandt andet allergier, smerter og stress, og der fik vi mange interessante samtaler med dem der besøgte standen. Vi prøvede også at vise, hvordan vi for eksempel tester kroppens reaktion på en bestemt fødevare. Jeg kunne især godt lide det liv, der var hele dagen, og at vi fik mulighed for at skubbe lidt til folks vaner.

For smykkedesigner Annemie Magdaleen Gregoir var det første gang, at hun deltog. Hun er tilflytter til Skælskør fra Belgien, og deltog på messen via Kunstnerlavet KIT, som hun er blevet medlem af.

- Jeg synes, det var en fin og hyggelig dag, hvor jeg kunne vise mine ting frem og hilse på en masse mennesker, som jeg ikke kender. Jeg var overrasket over, hvor lang tid mange brugte på at gå rundt. Nogle gik forbi min stand en seks-syv gange. Det synes jeg er imponerende.

Flotte modeshows

Dagens to modeshows var som sædvanlig et trækplaster, og de deltagende butikker havde virkelig gjort noget for at gøre det underholdende. Fodboldpiger med smarte solbriller, flotte opsatte frisurer og naturligvis masser af lækkert tøj, gjorde catwalken til centrum i hallen under begge modeshows.