Klik og se annoncen

Erhverv: De grønne planter og blomsterne har altid haft en særlig plads i Heidi Eleonora Bruuns hjerte. Så da hun i slutningen af 2018 besluttede sig for at lukke butikken med kostumeudlejning, vidste hun allerede, hvad det tomme lokale skulle bruges til.

- Det gik hurtigt med at få solgt ud af kostumerne, og det betød, at der var plads til at gøre det, jeg har drømt om længe. At lave en butik med planter, blomster, værtindegaver og brugskunst. Sådan en rigtig hyggebutik, en oase ved landevejen. Her kan man købe en personlig gave, som er noget særligt. Jeg vil ikke have det samme som andre. Jeg har ikke afskårne blomster, for jeg skal ikke konkurrere med andre små lokale butikker. Det er ikke det, jeg vil. Det skal være inden- og udendørsplanter, som man ikke lige kan købe i supermarkederne. En slags miniplanteskole. Det samme gælder for brugskunsten. Der bliver nok ikke så meget beige og hvid. Der kommer farver på og nogle lidt skæve og anderledes ting.

Udendørsplanter og interiør på vej

Endnu er sortimentet ikke helt, som Heidi Eleonora Bruun gerne vil have det, men det tager tid at udvælge de rigtige ting og indrette lokalet.

- Vi har haft rigtig travlt, men nu vil jeg simpelthen i gang. Derfor har jeg opkøbt et lager af brugskunst, og så suppleret med nogle andre fine ting, som jeg har udvalgt. Der er også mange skønne planter, og jeg kører til grønttorvet efter forsyninger to gange om ugen, så jeg kan tage ting med hjem på bestilling, hvis der er særlige ønsker. Når det bliver forår, kommer der til at være en del udendørsplanter og krukker, og så forventer jeg også at få interiør i butikken, blandt andet flotte puder i særlige faconer og farver.

Skrædderiet og workshops fortsætter

Skrædderiet som hun har drevet sideløbende med kostumeudlejningen, bliver hun ved med at have. Det samme gælder de workshops, hun afholder, hvor deltagerne lærer at sy eller forbedre deres evner til at designe og sy.

- Det er helt optimalt for mig at kunne køre de ting sammen med butikken. Hvis det går, som jeg håber, så er jeg på den helt rigtige hylde med mit arbejdsliv.

Ved Stengærdet ligger på Næstved Landevej 265 lidt uden for Skælskør, og holder åbent onsdag - søndag.