Klik og se annoncen

Tekst og foto: Steen Andresen

Og så var der mange flere end sidste år. Både af kunstnere og af gæster.

I alt 67 keramiske kunstnere med hver sit personlige præg på den keramiske kunst og en masse smilende nysgerrige mennesker, som ustandselig dryssede forbi og beundrede de flotte, fantasifulde og dygtigt lavede keramiske genstande.

Hvor mange gæster, der besøgte festivalen er svært at sige, for folk kom og gik og kom minsandten igen. For det var både spændende, interessant og hyggeligt.

Humørfuld start

Og foredragsholder og forfatter Jens Blendstrup, bosiddende i Korsør, sparkede Keramikfestivalen i gang med et morsomt indlæg, udformet som en dialog mellem ham selv, datteren, fru Skælskør og keramiker Bitten, der nok kunne fortælle om, hvad Skælskør kunne og Korsør faktisk ikke, og slet ikke politikerne i Slagelse kommune.

Jo, det gav festivalen en humoristisk mangefarvet glasur fra start og et godt indspark til dagens keramiske odyssé. Et spark til den snurrende keramiske drejeskive, der førte gæsterne hele købstaden rundt.

Over hele byen

Man må sige, at bægeret var næsten fyldt. Målet om at omdanne hele byen i den populære festival synes at være næsten nået. Fra Gammeltorv til kanalen, og fra kanalen til Guldagergaard.

Med en herlig afstikker til havnen, hvor de unge havde deres små boder med keramik fra Designskolen på Bornholm.

Og det herlige var, at der var et mylder af mennesker allevegne. Fra hele Danmark så at sige. Skælskørborgere, tilbagevendende turister og turister på afveje, der chokeret opdagede, at der i den lille købstad var en overflod af keramikkunst i noget nær verdensklasse.

Skarp glasur...

Og fandt de den ikke ved kanalen, så bragte Busmuseets shuttlebus dem til Guldagergaard, hvor de nysgerrige øjne blev endnu større.

Jo, det var ikke kun den lunende sol, der fik folk til at misse med øjnene, det var den flotte og skarpe glasur fra de smukke, særprægede og underfundige keramiske værker, man hele tiden stødte på i de mange boder.

Den sorte tudse

Og keramiker Mogens Kræmer fra Dianalund i bod nr. 20 havde faktisk ikke tid til at være der, da han er i gang med en ordre på 10.000 vaser til Kina. Men det er et samarbejde mellem K.H. Würtz Keramik i Hatting ved Horsens og mig, der drejer og forgløder deres keramik, mens de så selv glaserer det, fortæller keramikeren. Hver måned har jeg 2000 af deres ting i ordre. I sidste uge leverede jeg 2000 tallerkener og skåle, og så har jeg omkring 500 drikkekrus, der skal leveres til Ringsted Middelalderfestival.

Restproduktet af ler, når jeg trækker skålene af, giver mig disse tynde skiver ler, som jeg laver mine frøer af. De sorte tudser!

Krukkeklokkespil

Sparker Drengerøvsaftenen dæk og brummende motorer, så sparker Keramikfestivalen en kæmpe tilskud af gæster og keramiske kunstnere fra hele Europa. Bornholm, Jylland, Sjælland, Tjekkiet, Sverige og Tyskland, fortæller en anden af arrangørerne, Nelly Gaskin fra Bruuns Hjørne. Og hvor er det ærgerligt, at klokken allerede nærmer sig 16 - så er dette eventyr snart slut. Men prøv at kigge op på Gammeltorv og se klokkespillet i Pomonas vandbassin. Her er der omkring et halvt hundrede krukker, der sejler rundt og klikker mod hinanden og giver en blød klingende klokkelyd.

Og minsandten om ikke de var der. Kontrolleret af en barbenet klokkedriver Ulrich Kobbernagel, der sørgede for, at de ikke blev fyldt med vand og sank.

Alle 90 krukker er designet af Lene, Nelly og Gerda, men en pottemager Bjarne Pukgård har drejet dem og vi har glaseret dem.

Sammenhold og samarbejde

En fantastisk dag i den lille købstad ved fjorden og kanalen. Et godt eksempel på, at et lokalt godt og konstruktivt samarbejde mellem frivillige, forretninger og kunstnere kan udmønte sig i et festfyrværkeri af et arrangement, der trækker folk af huse fra enhver krog af hele det danske landskab.

Fantastisk reklame for købstaden Skælskør og god pr for vores kommune, der må være stolt af fliden og arbejdsomheden for alles vindings skyld. Og på en særdeles varm og positiv måde.

For lur mig - de gæster kommer givet igen, og så har de nogle andre med, der vil se det, før de tror det!