Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Slagelse: At det gør ondt at sige farvel til familienavnet, som har været en fast del af bybilledet siden 1981, er der ingen tvivl om. Men samtidig har virksomheden begivet sig ud på en ny og spændende rejse, fastslår Mogens Pedersen, som efter fusionen er valgt til adm. direktør for landets største busselskab med i alt 650 busser og 800 medarbejdere.

- Det er svært at være lille vognmand i dag. Man skal ha' en vis størrelse for at kunne begå sig fremover, og vi har forsøgt at kigge frem i tiden, for på den lange bane at sikre fremtiden for Egon's. Derfor har vi ligesom de tre andre selskaber, vi er gået sammen med, i samarbejde med kapitalfonden Polaris solgt vores virksomheder og stiftet et nyt firma med navnet Vikingbus, som vi alle fire er blevet medejere af.

Med Vikingbus er vi blevet et landsdækkende, lokalt selskab. Lokalt på den måde, at vi fastholder alle de lokationer, vi har haft, og forbliver her i Slagelse. Fortsat med det samme personale, det gælder både i administrationen og chaufførerne. Det vil fortsat være de ansigter, man har været vant til at se i gadebilledet, og kontaktpersonerne vil fortsat være de samme, understreger Mogens Pedersen, som også fremhæver at der er tale om en sikring af arbejdspladsen.

- Medarbejderne i Slagelse, cirka 150 i alt, har set i en tryghed i, at vi nu bliver del af noget større. De bakker op om det 100%, det giver også ro på.

Egons mening

- Det vigtigste for os er at Egon, som døde for halvandet år siden, kendte til planerne og bifaldt idéen, fortæller Mogens Pedersen, som er helt på det rene med sin fars holdning i sagen.

- Han syntes, det var det helt rigtige: Hvis ikke vi udvikler os, så afvikler vi.

Han fortæller også, at de fire virksomheder i det ny selskab gennem mange år har haft et godt samarbejde.

- Der er mange følelser i det her, tre ud af de fire virksomheder er familieejede. Men de synergier og de besparelser, man kan skabe i det nye samarbejde, er der god fornuft i.

De indledende øvelser til fusionen blev gjort i sommeren 2018, og selve handelen blev gennemført for et år siden, hvorefter den har ligget 10 måneder til godkendelse i Konkurrencestyrelsen. Den endelige godkendelse kom i år d. 28. april.

Det ny selskabs hovedkontor kommer til at ligge i København. - Men meget af administrationen kommer til at fungere her fra Slagelse, oplyser Mogens Pedersen.

Fra en enkelt bil til landets største busselskab

Ifølge Gerda Pedersen, gennem 61 år gift med Egon, startede det hele med en enkelt bus og handicapkørsel for Hellig Anders Skolen på Sverigesvej i Slagelse.

I dag er den lille enkeltmandsvirksomhed blevet til landets største busselskab.

- Det ved jeg helt sikkert min far ville have været stolt af, fastslår Mogens Pedersen.

Også Egons Rejsebureau skifter navn til Viking Tours, men fortsætter også med det samme personale og eksempelvis de samme, populære endagsture. Men også her bliver man landsdækkende, og kommer også til at tilbyde blandt andet cykelrejser og vandreture m.m.

- Det er en spændende ny rejse, vi skal på. Det glæder vi os til, fastslår Mogens Pedersen.

Fakta:

Navnet Egons kommer fra Egon Pedersen, som grundlagde virksomheden, far til Mogens Pedersen. Lokalt har virksomheden til huse på Industrivej 25 i Slagelse, samt en række filialer og en stor base i København.

De fire virksomheder bag Vikingbus er Egon's A/S, Larsenbus ApS, Papuga A/S og Papuga Bus A/S.Vikingbus vil betjene en bred vifte af kunder i Danmark og Europa inkl. rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt offentlige kunder, der serviceres inden for skolekørsel, handicap- og sygetransportersamt rute- og bybuskørsel. Vikingbus vil operere indenfor mini-, rute- og turistbuskørsel.