Klik og se annoncen

Lyden af store motorer der gasser op, de vildeste farveindtryk, skinnende krom og lugten af benzin og røg. Alt var som det skulle være på Drengerøvsaften, og det var bare at tage det hele ind.

Mere end 2000 køretøjer have fundet vej til Solskinsbyen, der igen i år endte med at leve op til sit navn. Dagen startede ellers trist og grå, men sidst på eftermiddagen lettede skyerne, og vejret gav sol og blå himmel til Drengerøvsaften. For som formand for Skælskør Erhvervsforening, Pia Kimer Jacobsen, sagde, da hun bød velkommen:
- Når det er Drengerøvsaften i Skælskør, så skinner solen.

Den officielle åbning stod Knud Vincents (V) fra byrådet for, og han roste idémanden bag Drengerøvsaftenen, Adalbert Oschischnig, for den store indsats han lægger i arrangementet.
Derefter var det bare at nyde det hele - de mange udstillede køretøjer, aktiviteterne og lidt godt at spise og drikke.

12 foreninger fik donation
Denne gang blev Drengerøvsaftenen også en hel særlig aften for en række lokale foreninger. Radio Solskins Støtteforening havde annonceret, at de ville uddele de midler, der var tilbage i kassen, da Radio Solskin måtte lukke ned. Det betød, at der blev givet 12 donationer på hver 10.000 kroner. Blandt modtagerne var Skelskør Roklub, Skælskør Amatør Sejlklub, Skælskør Marinegarde, Julemærkehjemmet, Skælskør / Korsør Handikapforening, Børnefugleskydningens Venner, Eggeslevmagle Boldklub og Boeslunde Boldklub.

Storslået afslutning
Drengerøvsaften 2019 sluttede meget passende med et storslået fyrværkeri, der i år havde fået et ekstra gear. Gaderne blev stille og roligt affolket. Amerikanerbiler, busser, veterankøretøjer og motorcykler i alle afskygninger forlod Skælskør, men mon ikke de fleste vender tilbage i 2020.