Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Omø & Agersø: Der er en fortættet spændt stemning i de små hjem på Agersø, når aftensmaden er fortæret og man enten venter gæster, eller klæder sig ud til en vandring gennem gader og stræder på den lille ø.

Man skal ud at løbe Hellig Tre Konger, og dem derhjemme venter spændt på, hvor mange der mon dukker op i løbet af aftenen mellem kl. 19 og ca. 22.

Lørdag og godt og stille vejr

Det var heldigt i år. En lørdag og flot, godt og stille vejr. Desværre sejlede Agersøfærgen efter nødsejlplan, da Omøfærgen var ude af drift. Og det var iskoldt. Men det gør ikke noget. Man er totalt tildækket af hår, maske og en mængde stof, der er viklet om hele kroppen.

På Agersø var der omkring 75, der var ude at løbe Hellig Tre Konger. Avisens udsendte fik selv besøg af hele 60 af dem, skønt han befandt sig over 100 meter fra gadekæret. Som en af løberne sagde, da masken var faldet: Du bor faktisk lidt udenfor løbeområdet!

Men festligt er det, når flokkene stikker de maskedækkede hoveder indenfor og ganske tavst kigger rundt i lokalet, mens vi i stuen prøver at få dem til at give lyd og dermed give sig tilkende. Men forgæves, og man fornemmer det tilfredse smil bag masken. Man spejder efter afslørende hænder, gangarter, kropsholdninger og andre kendetegn.

Men sjældent gætter man de besøgende, der forlader stuen igen lige så tavst, som da de kom, Men med en øl, lidt slik eller en mandarin i posen.

Det tager omkring 3-4 minutter, men man synes den spændte oplevelse varede en evighed.

Dorthe Winther fra Omø oplyser, at der var omkring 30 voksne og børn ude på gader og stræder og løbe Hellig Tre Konger derovre.

Traditionen

Hellig Tre Konger løbet er en meget gammel tradition på både Omø og Agersø samt andre øer i det danske kongerige.

Løbets formål var fra sin begyndelse af ren social karakter, for selv i disse små samfund var der en markant standsopdeling af beboerne. Og alligevel var man tæt på hinanden rent fysisk og meget afhængig af hinanden i påkommende situationer.

Derfor kunne man netop og kun på denne aften aflægge hinanden anonyme besøg, hvor man i et glimt fik et indblik i sine naboer og øvrige beboeres boligforhold, uanset rang og stand.

Derfor udklædning, maske og tavshed. Ingen ordveksling, ingen genkendelse gennem klæder eller stemme. Skønt værtsfolkene ihærdigt forsøger at snakke ord ud af gæsten.

Et løb, hvor man opnår en hemmelig anonym viden om hinanden, som dengang gav det bånd, der styrkede sammenholdet i det lille samfund, mens det i dag er en kærkommen hyggelig gætteleg i den lange kolde vinter.

For gætter værtsfolkene, hvem du er, ja, så skal du smide masken og give dig til kende.

Men så vanker der også en øl eller et glas portvin!

Gør de det ikke, beværter de dig med slik og frugt, der lægges i din medbringende pose, inden du smutter videre gennem landsbyen.