Klik og se annoncen

Af Lene H. AugustsenFoto: Mogens Schelde (arkiv)

Indsamling: De knoklede hårdt for at give Stafet for Livet vokseværk og brede eventen ud til hele kommunen, da de frivillige arrangører sidste år gik i gang med planlægningen.

I år er der igen store ambitioner om at få endnu flere hold til at deltage, samle endnu flere penge ind til det gode formål samt at få flere frivillige med.

- Vi er i gang igen for fulde gardiner, og vi vil rigtig gerne op på samme flotte beløb som sidste år, men også gerne højere op. Det var en god følelse at kunne overrække de mange penge til Kræftens Bekæmpelse. Heldigvis er de første hold allerede begyndt at melde sig, siger Michael Kragh, der er en af dem, der bruger rigtig mange timer på planlægningen af eventen.

Flere med fra hele kommunen

Stafet For Livet er et arrangement der afvikles over hele landet, og i Slagelse Kommune er det Skælskør der danner rammen om et helt døgn, hvor deltagerne sætter fokus på kræftsagen.

Det er et arrangement med stafet, aktiviteter og fællesskab. Det er også en anledning til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft, give håb til dem der kæmper samt fejrer livet med dem, der har haft kræft og er blevet raske igen samtidig med at der samles penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

- Det er et godt formål, og det er en stor oplevelse at være med, så vi håber, at vi kan skubbe til foreningerne og virksomhederne over hele kommunen, så flere vil være med. Sidste år var der en virksomhed fra Korsør der brugte det som et firmaarrangement, og det kunne måske være en idé for andre, siger Michael Kragh, der også opfordre flere til at melde sig som frivillige.

Ny dato og nyt tidspunkt

Selvom Stafet for Livet blev en ubetinget succes sidste år, har arrangørerne ændret nogle ting til årets event. En af dem er ret væsentlig, det er nemlig datoen. Egentlig var det planen, at Stafet for Livet skulle afholdes i weekenden den 20.-21. juni, men da det blev meldt ud, at Broløbet genopstod og skulle afvikles den 20. juni, fandt Stafet for Livet en ny dato.

- Det var en af holddeltagerne der skrev til mig, og spurgte om vi var opmærksomme på sammenfaldet af datoer. Derefter holdt vi møde i styregruppen og skrev rundt til holdkaptajnerne for at høre, hvad de sagde til en ny dato. Det var der opbakning til, og vi vil jo gerne have, at man har mulighed for at deltage i begge dele, siger Michael Kragh.

Derfor afholdes Stafet for Livet i år den 22. og 23. august, og tidspunktet er også flyttet, så stafet-døgnet starter og slutter klokken 10.00.

- Sidste år kunne vi se, at der var opbrudsstemning efter morgenmaden, og at mange begyndte at pakke sammen før afslutningen. Derfor prøver vi at ændre tidspunktet, så der kommer en mere naturlig afslutning, hvor vi spiser morgenmad sammen, tager de sidste runder og så pakker sammen.

Hvis man vil melde sig til Stafet for Livet i Skælskør, kan det gøre på www.stafetforlivet.dk/stafet/skaelskoer