Klik og se annoncen

Skælskør: Da de frivillige bag Skælskørs biograf og spillested Kosmorama spurgte Joachim Castenschiold, om han ville komme en aften og fortælle om sin yndlingsfilm, svarede han: 'Jeg vil gerne fortælle om min yndlingsskuespiller, Daniel Day-Lewis'.

Således tager han ordet fredag den 13. april kl. 19.30 for at fortælle om sin fascination af den store engelsk/irske skuespiller. Efterfølgende viser Kosmorama Daniel Day-Lewis' seneste film 'Den skjulte tråd', der efter skuespillerens eget udsagn også bliver hans sidste film.

Daniel Day-Lewis er kendt for at give alt, hvad han har, og lidt til i hver eneste rolle. Som forberedelse til rollen som spastisk lammet mand i filmen 'Min venstre fod' tilbragte han månedsvis i en kørestol. Før optagelserne til 'Den sidste mohikaner' gennemgik han langvarig, benhård fysisk træning og lærte at flå dyr, og under optagelserne til det historiske drama 'Gangs of New York' pådrog han sig lungebetændelse, fordi han i pauserne nægtede at holde varmen ved at iføre sig utidssvarende tøj.

Også rollen som den excentriske kjoledesigner, Reynolds Woodcock, i filmen 'Den skjulte tråd' forberedte Daniel Day-Lewis sig til. I flere måneder stod han i lære hos New York City Ballets chefkostumier. Efterfølgende lavede han selv en Balanciago-kjole fra bunden uden anden hjælp end fotos af kjolen. Resultatet er blevet beskrevet som endnu en powerpræstation.

'Den skjulte tråd' handler om en stærk, mandlig kunstner, der er vant til at kunne bestemme alt i sit eget univers, som gør en tilfældig, ung servitrice med den rigtige kropsbygning til sin nyeste mannequin og muse. Det kommer helt bag på ham, da den unge, uuddannede pige begynder at udfordre ham. 'Den skjulte tråd' er en smuk, sanselig og spændende film.

Billetter til denne spændende aften kan købes på Kosmoramas hjemmeside www.kosmobio.dk under arrangementer.