Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Agersø: Vi kom herover, da nogle af vores venner skulle til Håndboldstævne herovre, og vi boede nede Under Lunden, som strandstykket hed nord for havnen. Dengang var Lars Peter Nielsen ejer sf området og det kostede 2 kr. pr. næse at overnatte i telt dernede.

Det gik vel i en femten år, fortæller Morten, så skulle det under mere lovlige rammer. Vi flyttede op på græsmarken her og lå hele familien i telt hver sommer. Vores datter Marianne har her i sommer været med i 30 år.

Fred og ro binder os

I dag ejes området af Knud Christiansen, som i år har drevet campingplads i 20 år. Der er 16 pladser, fortæller Gitte og Morten, men der er stor efterspørgsel efter flere pladser, og der står mange i kø for at komme herud. Børge har ligget i telt lige uden for pladsen i fem år - nu har han endelig fået en fast plads, og han er lykkelig.

Vi elsker stedets fred og ro, fortæller fru Gitte. Faciliteterne er ikke den store luksus, men vi mangler ikke noget. Her er el, vand og gode toilet og badeforhold. Hvad kan man forlange mere!?

Og så har vi et fantastisk sammenhold, fortæller Morten. Vi hjælpes ad med opstilling af telte og campingvogne, og vi hygger os om aftenen hos hinanden eller på fællespladserne. Mangler du noget, hjælper en anden. Vi kender alle hinanden på pladsen og efterhånden også mange af beboerne på øen. Det er dejligt og trygt.

Datteren Marianne supplerer med, at der bestemt også er noget for de unge. Her sker en masse på Agersø, og der er altid liv på havnen. Vi er med i alle traditionerne og de, er der mange af.

Havnefest, kapsejlads, Idræts-ølejr, Håndboldstævne og dilettantforestilling - alle traditioner med bal bagefter.

Mad på kroen

Campingpladsejer Knud Christiansen har således 20-års jubilæum vedrørende Agersø Camping, og han vil gerne fejre familien, der nu har været 35 år i træk som campister på øen. Det gør jeg ved at invitere til jubilæum på Agersø Kro.

Det glæder vi os til, siger familien Møllnitz.

Morten kunne godt bo på øen hele året, mens fruen Gitte elsker hele forår, sommer og efterår i de rolige omgivelser. Men så er det hjem på fastlandet i vinterperioden.