Klik og se annoncen

Søren Huss bliver årets navn ved kirkekoncerten i forbindelse med den Kulturelle Folkefest i Skælskør. Koncerten finder sted fredag den 31. august kl. 22.30.

Gennem årene har en lang række store navne gæstet Skælskør Kirke ved den stemningsfulde aftenkoncert i forbindelse med Kulturel Folkefest. Således har Pernille Kirkeskov, formand for Foreningen Skælskør År2000, der står bag den Kulturelle Folkefest, bl.a. fået fat i Bent Fabricius-Bjerre, Anne Linnet, Sebastian og sidste år Lis Sørensen. I år er det altså Søren Huss, der er på plakaten.

"Ja, jeg er glad for at vi kan byde på endnu en spændende kunstner til kirkekoncerten," udtaler Pernille Kirkeskov. "Jeg tror han fik endnu mere fans ved at være med i TV2’s Toppen af Poppen, men han har jo været et godt navn længe, så jeg er sikker på vi får udsolgt i løbet af kort tid, ligesom de foregående år," smiler Pernille.

Søren Huss blev først kendt sammen med sit band Saybia, der i 2002 udgav ”The second you sleep”, som blev en rigtig ørehænger. Siden har Søren Huss udgivet 3 soloalbums, den sidste i 2017.

Billetter sælges fra 18. august kl. 11.00 i Bykontoret på Algade. Det er ikke muligt at bestille billetter online eller pr. telefon. Man skal simpelthen møde op personligt lørdag den 18. august, hvor billetsalget starter kl. 11.00 ved Bykontoret.