Klik og se annoncen

Tekst af Steen Andresen

Skælskør: Lam-Phol Lam kommer bærende med store mapper fyldt med billeder. Det handler om tiden efter 1976, hvor han og 214 andre blev fløjet til Danmark fra Saigon i Sydvietnam under de heftige luftbombardementer.

Lam-Phol var midt i tyverne og havde sin kone og to børn med, Phil og Huyen, der var under den skolepligtige alder.

- Vi var alle Beckers flygtningebørn, og alle blev indkvarteret i Roskilde fra 1976-1978, og blev herefter fordelt over hele Sjælland, bl.a. Næstved, Haslev, Nykøbing. Der kom 35 til Skælskør, og vi blev indkvarteret på Daneborg den 15. juli 1978, inden vi blev integreret ved at blive fordelt i forskellige bosteder i byen i 1980. Det var små lejligheder i byen. Lam-Phol kom eksempelvis til Østergade 5. Og han fik 3.200 kr. om måneden til lejlighed, kone og efterhånden tre børn.

- Vi havde en gammel bil, griner Lam-Phol, der er uddannet socialpædagog og har arbejdet som sådan i 28 år i Næstved. Han læser for øvrigt til præst i disse år.

Familien købte hus i 1989.

Julestævne

Og Dansk Asiatisk Vietnamesisk Montagnard Kultur- og Idrætsforening i Danmark (foreningen har ofte skiftet navn, fortæller Lam-Phol med et smil) indbyder hvert år til julestævne. I år er det næsten 40 år siden de startede på dette, og i år er det lørdag den 8. og søndag den 9. december. Dagen går med volleyballkampe, mens søndagen bruges til fodbold.

Og det bliver festligt, lover Lam-Phol. Der bliver både god mad, levende musik og karaoke konkurrencer lørdag aften.

Vi er i øjeblikket ved at søge sponsorer til dette store arrangement, der arrangeres for at bevare kontakten med hinanden og gense gamle venner.