Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

Kunst: I 1999 opsagde Flemming Mundt sit almindelige arbejde som nyuddannet pædagog, da hans samlever syntes, at han fyldte rimeligt meget. Antikviteter og træskærerfigurer dominerede simpelthen deres hjem.

Et bundt visitkort og den unikke stråtækte ejendom på Slagelsevej 31 overfor Gigten blev starten på en ny karriere som træskærer og antikvitetshandler. Huset, som var en 200-årig ruin med stråtag, blev købt grundet beliggenheden, naturen og det unikke miljø. Og Flemming har til dato boet her i Skælskør en trediedel af sit liv.

Og samlingen voksede, så der måtte bygges til, hvor også antikviteterne bredte sig ind. Tilbygningen er tilpasset det eksisterende gamle hus og falder smukt sammen med dette.

"Jeg blev advaret mod at starte antikvitetsforretning, men jeg har holdt mig til de gode, men dyre ting, og det har kunnet betale sig. Og jeg har intet i kommission jeg køber tingene og sælge dem videre," fortæller Flemming Mundt.

Åmoseområdet og Skælskør

Flemming Mundt er fra Midtsjælland. Stenlille/ Dianalund Åmoseområdet, et af de mest interessante steder kulturelt set, mener Flemming. Allerede som 13-årig begyndte han at skære i træ samtidig med, at hans historiske interesse gjorde, at han i årevis havde samlet stenalderfund. Men så arvede Flemming i 15-års alderen sin bedstefars tobaksskærer fra krigens tid. Så var interessen for antikviteter vakt. Allerede som 22-årig købte Flemming sin første ejendom, og der gik ikke lang tid, så var det proppet med gamle ting, fortæller Flemming Mundt med et smil på læben.

Og på en kajaksejltur i fjorden faldt han for Skælskør. "Her måtte jeg simpelthen bo!"

Træskærerarbejderne

Starten på Slagelsevej var et par træfigurer ude ved vejen, og folk troede, at jeg havde købt dem og ville sælge dem videre. Og jeg har opnået det, jeg gerne vil: At folk kører forbi og smiler! Ad mine unikke figurer, som der kun er lavet den ene af.

Og jeg har været privilegeret og solgt store træskulpturer til skoler, institutioner, banker m.v. Spændende opgaver, som jeg ikke ville være foruden.

Jeg har været medlem af foreningen "12 soranere" som 18-19-årig amatørkunstnere, hvoraf jeg var den eneste træskærerkunstner ud af de omkring 80 medlemmer.

Og netop fordi kirkerne stadig har træskulpturer i krucifikser, så har jeg været heldig at få lov at lave figurer til kirken. Et projekt som at skulle lave "Faderen, Sønnen og Helligånden". En svær opgave, hvor regler helt fra det 16. århundrede skulle overholdes. Jeg tænkte længe over det, lavede en model i ler og fik det godkendt af hele menighedsrådet!

"Produktionen af træskulpturer har været en stor glæde hele vejen," fortæller Flemming Mundt "mine kunder har heldigvis altid været tilfredse for det præcis det arbejde er ligesom umuligt at gøre om!"

Fremtiden

"At fylde 60 er som at vende et nyt blad i bogen," synes Flemming Mundt. Krisen, den omsiggribende internethandel med antikviteter og Flemmings efterløn gør, at den 200 år gamle ejendom er sat til salg og antikviteterne sælges ud efter 15 år på stedet.

"Men jeg bliver i Skælskør," fortæller Flemming Mundt, "nu er jeg bidt af egnen og vil ikke undvære den i mit liv. Antikviteterne tager jeg med og skulpturerne vil jeg aldrig slippe men størrelsen af både antiksamlingen og skulpturerne vil måske ændre sig."

Så er du interesseret, så kig ud på Slagelsevej 31 torsdage og fredage kl. 10-17 og lørdag 9-13, eller efter aftale giv et bud på den unikke ejendom eller få et godt tilbud på en antikvitet!