Klik og se annoncen

Pr. 1. maj har Agersø og Omø taget deres nye postnumre i brug. Det betyder, at der fremover skal skrives 4244 Agersø eller 4245 Omø på pakken eller brevet, når man skal sende til en beboer på en af de to øer, i stedet for 4230 Skælskør.

»Vi håber, at Agersø- og Omø-borgerne bliver glade for deres nye postnumre. I forbindelse med skiftet er det vigtigt, at man tager fat i de afsendere, man plejer at få post fra, og beder dem bruge det rigtige postnummer. For selvom vi gør, hvad vi kan, så kan det betyde, at posten ikke kommer frem til tiden på de to øer, hvis den er forsynet med de tidligere postnumre,« siger Lene Reipuert, driftschef i PostNord.

CPR-registret opdateres med de nye postnumre, og derfor vil borgerne på Agersø og Omø automatisk få tilsendt et nyt sundhedskort i løbet af den kommende tid. Man er selv ansvarlig for at sikre, at postnummeret er rettet til hos f.eks. el-selskab, tandlæge, diverse abonnementer mv.

»Det er glædeligt for Agersø og Omø, at vi også på denne måde anerkender øernes identitet og særlige plads i kommunen. De er stolte øboere, og derfor ønsker vi tillykke med deres nye postnumre,« siger udvalgsformand Henrik Brodersen (DF) fra Slagelse Kommune. Henrik Brodersen sidder i øvrigt også i Folketinget og rejste ønsket om, at øerne fik egne postnumre.

Agersø og Omø er to af de i alt 23 mindre danske øer, som i forbindelse med seneste postforlig fik mulighed for at få et selvstændigt postnummer, hvis den enkelte ø ønskede det. Den mulighed har Agersø og Omø benyttet sig af, og beboerafstemninger viste opbakning til at få egne postnumre.